Der mangler kildehenvisninger i teksten Denne artikel har en liste med kilder, en litteraturliste eller eksterne henvisninger, men dens kilder er uklare, fordi kildehenvisninger ikke er indsat i teksten. Du kan hjælpe ved at indføre præcise kildehenvisninger på passende steder.

For alternative betydninger, se Tour de France (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Tour de France)

Tour de France
Tour de France-ruten 2018
Tour de France 2019
Detaljer
Dato	Juli
Region	Frankrig og nærliggende lande
Dansk navn	Frankrig Rundt(direkte oversat)
Lokalt navn	Le Tour de France
Disciplin	Landevejscykling
Klasse	GT
Type	Etapeløb
Arrangør	ASO
Løbsdirektør	Christian Prudhomme
Historie
Første udgave	1. juli 1903; 115 år siden (1903-07-01)
Udgaver	105 (pr. 2018)
Første vinder	Maurice Garin
Flest sejre	Jacques Anquetil (FRA)  Bernard Hinault (FRA)  Eddy Merckx (BEL)  Miguel Induraín (ESP) (5)[1]
Regerende mester	Geraint Thomas
Portal:Cykling
v d r

Tour de France (fransk: Le Tour de France; dansk: Frankrig Rundt, nogle gange omtalt som "touren") er verdens største cykelløb. Det køres hver sommer i Frankrig i juli med start på en lørdag. Det tre uger lange løb betragtes som en af de hårdeste og mest prestigefyldte konkurrencer inden for cykling og sport generelt.

Kendetegn |

Den afsluttende etape på Champs-Élysées i 2004

Tour de France-feltet

Tour de France blev første gang kørt i 1903. Til at begynde med var det samlede klassement et løb på tid som i dag. Fra 1905 til 1912 brugte man et pointsystem til at beregne den samlede stilling. Vinderen af en etape fik 1 point, nummer to fik 2, osv.: Vinderen havde færrest point.

I 1913 gik man tilbage til at køre på tid, og placeringerne er et resultat af de enkelte rytteres tidsforskel til den førendes samlede tid. På en måde er det såre simpelt, men fascinerende. De enkelte rytteres styrker og svagheder bliver omsat til sekunder; uret tikker og viser ingen nåde.

Indtil 2009 kunne der tjenes bonussekunder, som kunne hjælpe rytteren med at rykke frem i stillingen. Især i den første uge kunne det rykke en del rundt i klassementet, da der som regel kun er få sekunder mellem de forreste placeringer. I de indlagte spurter blev der tildelt 6, 4 og 2 sekunder til de 3 første ryttere. Ved målstregen var der 20, 12 og 8 sekunder til nummer 1, 2 og 3.

Løbskommissærerne kan også tildele rytterne strafsekunder, hvis de har observeret snyd. Det kunne være trækken af holdvogne, at blive skubbet eller at modtage forplejning inden for de sidste kilometer. Normalt tildeles straffe på 10, 20 eller 30 sekunder, men de kan være større alt efter graden af snyd.

Skulle en rytter styrte inden for de sidste 3 km, bliver han noteret for den samme tid, som den gruppe han kørte i, da han styrtede.

Tidsgrænsen er en anden regel, som rytterne er nødt til at tage i betragtning især på bjergetaperne og holdtidskørslen. Alt efter etapens sværhedsgrad og hvor hurtigt den bliver kørt, beregnes en vis procentdel, man må komme i mål senere end vinderen. Jo sværere etapen er, og jo hurtigere den bliver kørt, desto højere bliver procentdelen. Kommer rytteren ikke ind inden for tidsgrænsen, bliver han diskvalificeret og udgår af løbet.

Selve indbegrebet af Tour’en er vel nok den gule trøje. Men trøjen blev først indført i 1919 midt i løbet. Journalisterne fra avisen L’Auto (nu L’Equipe), som organiserede Tour’en, ville gerne lettere kunne genkende den førende rytter i feltet. Derfor fik de i samråd med løbsdirektør Henri Desgrange indført en førertrøje. Hvilken farve skulle den have? Ja, L’Auto blev trykt på gult papir, og da bladet var hovedsponsor for løbet, blev trøjen selvfølgelig gul.

Den 19. juli gik etapen fra Grenoble til Geneve. Den morgen blev franskmanden Eugéne Christophe den første rytter, der fik den gule trøje på.

Danskerne har ganske pæne traditioner, hvad angår den gule trøje, landets størrelse taget i betragtning. Den første dansker i gult var Kim Andersen i 1983. Trøjen blev erobret på tredje etape til Roubaix, og han beholdt den i seks dage. I 1985 lykkedes det ham også at køre i den i fire dage.

Efter Kim Andersen har også Jørgen V. Pedersen (1986), Rolf Sørensen (1991), Bjarne Riis (1995/96), Bo Hamburger (1998) og Michael Rasmussen (2007) kørt i det fornemme trikot.

Den største danske præstation i gult var dog Bjarne Riis. I 1995 havde han den gule trøje en enkelt dag, men det overgik han klart året efter (1996). På den uforglemmelige (forkortede) 9.etape til Sestriere vandt han ikke kun selve etapen, men også den gule trøje, som han beholdt hele vejen til Paris. Sestriere-etapen var også speciel, fordi han vandt trøjen fra sin gamle rival Jevgenij Berzin.

Ud over Tour de France findes der to treugers cykelløb: Giro d'Italia (Italien rundt) og Vuelta a España (Spanien rundt). Disse benævnes normalt som Grand Tour-løbene.

Delkonkurrencer i løbet |

Sprinterkonkurrencen |

Tom Boonen i den grønne pointtrøje

Denne disciplin kaldes også tit pointkonkurrencen. I årene 1905-1912 blev det samlede klassement afgjort ved et pointsystem. Vinderen af en etape fik 1 point, nummer 2 fik 2 point osv. Rytteren med færrest point var så den førende rytter.

1953 havde Tour’en 50 års jubilæum. For at fejre dette, indførte man en pointkonkurrence som et supplement til det samlede klassement. En mulighed for sprinterne til at gøre sig bemærket, da de som regel ikke kunne gøre sig gældende i kampen om den gule trøje.

I modsætning til Tour’ens fleste andre konkurrencer, blev den grønne trøje indført fra start i 1953. Sponsoren af konkurrencen var den franske butikskæde ”Belle Jardinier”. Den solgte haveredskaber, så det var naturligt, at trøjen skulle være grøn, der jo tilmed også er håbets farve. Én gang har trøjen været rød i stedet for grøn. Det var i 1968, hvor en ny sponsor krævede dette. Men året efter var trøjen grøn igen og har været det siden.

Den schweiziske allroundrytter Fritz Schär vandt første etape i 1953. Dermed kom han både i gult og grønt. Det bevirkede, at den første, der egentlig bar trøjen, var nummer to i konkurrencen Wout Wagtmans fra Holland. Schär kom dog til at bære trøjen senere, da han til sidst kunne køre ind i Paris som vinder af den første grønne trøje.

Den største sprinter gennem tiderne må nok være tyskeren Erik Zabel, der har vundet trøjen flest gange, nemlig 6. Andre store ryttere som Mario Cipollini og Wilfred Nelissen har ydet seværdige sprinterpræstationer. Men som med Tour’ens øvrige konkurrencer skal man holde helt til Paris for at vinde sammenlagt. Mange store sprintere har kørt en formidabel første uge, men har så måtte sige stop, når feltet nåede bjergene.

Efter Erik Zabels dominans i 90’erne og starten på dette århundrede er sprinterkonkurrencen blevet en langt sværere konkurrence at forudse. Hvert år er mange forskellige ryttere med i kapløbet om den prestigefyldte trøje.

Pointene samles ved at vinde løbets indlagte spurter samt etapesejre. De indlagte spurter giver 6, 4 og 2 point til de tre første. Etapesejrene er delt ind i kategorier, alt efter hvor bjergrige de er (se tabel). Rytteren med flest point ved målet i Paris er samlet vinder. Der gives ikke point til den grønne trøje i holdtidskørslen. På alle de indlagte spurter gives der også 6, 4 og 2 bonussekunder til det samlede klassement.

Det er sket flere gange, at konkurrencen først er blevet afgjort på sidste etape. I 2003 foretog Baden Cooke et omdiskuteret svaj med cyklen, der gjorde, at han vandt samlet over landsmanden Robbie McEwen.

I perioden 1971-1989 talte pointene i de indlagte spurter i en konkurrence for sig. Dette klassement havde i årene 1984-1989 en rød førertrøje.

Den eneste dansker, der har kunnet iføre sig det eftertragtede grønne klæde, er Søren Lilholt. I 1988 kørte han 1. etape i grønt. Året efter havde han den fra 1. – 4. etape. I 2010 vandt Petacchi pointtrøjen O.V.W. I 2011 vandt Mark Cavendish den grønne pointtrøje og fik 5 etape-sejre hvilket bringer ham op på 20 i alt hvilket svarer til 5 hvert år M.K.S.

Bjergkonkurrencen |

Michael Rasmussen i den Prikkede bjergtrøje

De rigtige bjerge kom første gang på Tour-programmet i 1905. Løbsdirektør Henri Desgrange besluttede, at ruten skulle peppes lidt op og begyndte at medtage bjerge. De første egentlige bjerg, der blev passeret, var Ballon d'Alsace i det østlige Frankrig, hvor franskmanden René Pottier kom først over. Han blev dermed den første af mange bjergkonger.

I 1933 prøvede man at lave et pointsystem til en decideret bjergkonkurrence, som Spanieren Vicente Trueba vandt. I 1934 blev konkurrencen indført som en officiel del af Tour'en og har været det siden. Trueba var en stor bjergrytter, men dårlig til at køre nedad, hvor han tabte al den tid, han vandt på vej op ad bjerget. Derfor besluttede Desgrandes at indføre en tidsbonus til gavn for bjergryttere, der ikke kunne gøre sig i det samlede klassement. I dag bliver kampen om bjergkonkurrencen udelukkende udspillet på point.

Den prikkede bjergtrøje, der markerer den førende i konkurrencen, blev først indført i 1975. Den første rytter, der bar den, var Joop Zoetemelk fra Holland. Han beholdt den dog ikke hele vejen til Paris. Det var belgieren Lucien van Impe, der fik den ære. Van Impe vandt bjergkonkurrencen seks gange,lige som Frederico Bahamontes tidligere (inden trøjens indførelse). Senere har Richard Virenque overgået dette med syv vundne bjergkonkurrencer.

Grunden til, at bjergtrøjen er hvid med røde prikker, er, at sponsoren af konkurrencen midt i 70’erne ville have mere for sine penge. Det var ”Poulain” chokolade, og da indpakningen af deres chokoladebar var hvid med røde prikker, kom trøjen til at se sådan ud. ”Polkaprik trøjen”, som den også kaldes, har med små variationer beholdt grundideen i udseendet til i dag på trods af skiftende sponsorer.

Pointene i bjergkonkurrencen bliver logisk nok tjent ved at komme først over bjergene. De er delt ind i kategorier alt efter højde og stejlhed. Kategori 4 er de laveste stigninger, der typisk forekommer i den første ”flade” uge af Tour’en. Dernæst følger de sværere kategori 3,2,1 og til sidst de skrappeste tinder, der bliver betegnet ”uden for kategori”, på fransk Hors Catégorie. Alt efter kategori gives point til de første, som passserer dem.

For at gøre bjergkonkurrencen mere spændende og kampen mere tæt, blev der fra 2004 indført en ny regel. Pointene blive fordoblet på det sidste bjerg, hvis dette er afslutningen på etapen. (Dog kun for kategori 2 stigninger eller højere). Det skulle sikre, at en rytter kun kan sikre sig trøjen på lange togter, hvis han også kan gøre sig gældende på den sidste stigning.

Den første dansker i den prikkede bjergtrøje var Bjarne Riis, der havde den en enkelt dag i 1993. Riis kan muligvis tilskrives noget af æren for Laurent Jalaberts to vundne bjergkonkurrencer i 2001 og 2002. Det var Riis' vejledning og opmuntring, der gjorde, at den gamle franske sprinter sluttede sin karriere på så fornem vis. Michael Rasmussen har også bevist, at et forholdsvis fladt land godt kan fostre en bjergkonge. I 2005 og 2006 grundlagde han sejren i bjergkonkurrencen lidt i stil med franske Richard Virenque ved at score mange point på lange togter, hvor han, ofte alene, kæmpede sig op ad det ene bjerg efter det andet. I 2006 fik Rasmussen først trøjen sent i løbet, men til gengæld vandt han årets kongeetape i Alperne.

Ungdomskonkurrencen |

Sandy Casar i Hvide ungdomstrøje

Som en motivation for morgendagens stjerner har man i Tour’en også en ungdomskonkurrence. Alle ryttere under 26 år indgår i dette sideløbende klassement, som bliver fordelt ud fra den enkelte ungdomsrytters placering i det samlede klassement. Altså et væddeløb på tid for de nye unge talenter.

Ungdomskonkurrencen blev indført i 1975, og den første vinder blev italieneren Francesco Moser. Konkurrencen fik også en trøje som kendetegn, nemlig den hvide. Men denne trøje var ikke ny i Tour-sammenhæng, da den havde været førertrøje for den kombinerede konkurrence. Denne konkurrence udgik (for første gang) i 1974, så derfor overtog den nye ungdomskonkurrence den hvide trikot som kendemærke i 1975.

I årene 1983-86 var der endnu et kriterium for at være med i denne konkurrence. I disse år var det nemlig kun unge debutanter under 25, der måtte være med. Denne regel blev lavet om igen i 1987 til det regelsæt, der gælder i dag.

Ungdomskonkurrencen har kørt uafbrudt, fra den indførtes i 1975 og frem til i dag. Men i 1989 fjernede man den røde trøje, den kombinerede og den hvide trøje, for at gøre hele regnskabet mindre indviklet. Selve ungdomskonkurrencen fik dog som den eneste lov til at fortsætte, men uden sin trøje. Jan Ullrich har derfor aldrig haft en hvid Tour trøje, selvom han vandt ungdomskonkurrencen tre år i træk (1996-1998).

Tour de France ledelsen genindførte den hvide trøje fra år 2000, så man igen kunne kende den bedste ungdomsrytter i feltet på trøjen. I 1997 kom konkurrencen til officielt at hedde ”Souvenir Fabio Casartelli” som en gestus til den 24-årige italiener, der mistede livet i 1995 efter et voldsomt styrt på etapen mellem Saint-Girons og Cauterets.

Angrebskonkurrencen |

Angrebskonkurrencen går som navnet antyder ud på angrebsiver. En rytter kan sagtens have sat sit præg på flere etaper eller måske hele løbet uden at kunne gøre sig gældende i klassementerne. Derfor har man indført en lille underordnet konkurrence, som hædrer den mest angrebsivrige rytter.

Før var denne konkurrence et pointklassement. Men nu udpeger en jury hver dag en rytter som den mest angrebslystne. Når Tour'en er færdig, udpeger den samme jury en rytter, som har fortjent titlen, set over hele løbet.

Denne konkurrence er ikke så vigtig og prestigefyldt som de andre. Derfor har den heller ikke en trøje til at markere den førende rytter. I stedet bliver den førende rytter kendetegnet ved et rødt rygnummer, til forskel fra de normale sort-på-hvidt numre.

Selvom konkurrencen har en sekundær betydning, er den bestemt ikke helt uinteressant for rytterne. Mange sætter en stor ære i at bære de røde numre. En, der især kæmpet heroisk for dem, er franskmanden Jacky Durand, der stort set altid var/er mand for et frisk lille udbrud. Laurent Jalabert lavede også en meget flot kombination ved at vinde både bjergkonkurrencen og angrebskonkurrencen to år i træk.

I 2012 blev den vundet af danske Chris Anker Sørensen for sine store og flotte bjergtogter, som førte til en tredjeplads i bjergkonkurrencen. Chris Anker Sørensen er den eneste dansker der har vundet konkurrencen.

Holdkonkurrencen |

Tour de France bliver formet og skabt af store individualister. Men de ville især i det nutidige løb ikke være meget værd uden et godt hold i ryggen. Derfor er Tour'en også et taktisk holdløb, og holdene har siden starten i 1903 haft deres egen konkurrence, der nok er sekundær, men forbundet med en del prestige.

Holdklassementet beregnes ud fra hvert holds tre bedst placerede ryttere på hver etape. De tre bedste rytteres tider bliver lagt sammen, og det hold, der har brugt mindst tid, vinder dagens holdkonkurrence. Disse tider giver så et samlet klassement.

Man kan ikke finde det førende hold ud fra de tre bedst placerede ryttere i det individuelle klassement, for et hold kan godt have forskellige dårligt placerede ryttere med fremme på etaperne og på den måde score tid i holdkonkurrencen.

Tidsbonus og straf til den enkelte rytter tæller ikke med i regnskabet. Skulle det ske, at et hold har mindre end tre ryttere tilbage i løbet, er holdet ude af holdkonkurrencen.

Det førende hold i denne konkurrence er i dag kendetegnet ved at køre med et markant gul/grønt rygnummer.

Indlagte spurter |

Fra 1971 til 1989 var de indlagte spurter en konkurrence for sig. Klassementet blev også beregnet, som vi kender det i dag, men altså uafhængigt af kampen om den grønne trøje, der i denne periode kun blev afgjort på målstregen.

Fra 1984 fik vinderen af de indlagte spurter en rød trøje, men tour-ledelsen sløjfede konkurrencen og trøjen efter 1989.

Kombinerede klassement |

Den mest specielle konkurrence, der har været i Tour'en, er nok det kombinerede klassement. Det blev udregnet sådan, at den førende rytter var den, der overordnet var bedst placeret i kampen om den gule, grønne og prikkede trøje (og fra 1984-1989 den røde trøje). Altså en slags all-round konkurrence.

Den første vinder i 1968, da dette klassement blev introduceret, var Franco Bitossi fra Italien. Dengang bar den førende rytter en hvid trøje. Konkurrencen udgik efter 1974. Derfor kunne den nye ungdomskonkurrence, der kom i 1975, overtage den hvide trøje.

Den kombinerede konkurrence blev genindført i 1980, forsvandt i 1983 og 84, og genindførtes nok en gang i 1985. Ideen med konkurrencen var ganske god. I stedet for ryttere, der var specialister og satsede på at vinde én konkurrence, kunne man her fokusere på stærke all-round ryttere, der kunne gøre sig gældende både i spurterne, i tidskørsler og i bjergene; som den legendariske belgier Eddy Merckx.

Ved genindførelsen i 1985 fik konkurrencen sin egen lidt specielle trøje, der havde felter for de fire konkurrencer, der udgjorde den. Den må dog ikke forveksles med holdtrøjen fra ”La Vie Claire”, som den kunne minde lidt om. I 1985 og 86, hvor Bernard Hinault og Greg LeMond kørte i den kombinerede trøje, kørte de nemlig for ”La Vie Claire” holdet.

Det kombinerede klassement blev fjernet fra 1990.

Point-holdkonkurrencen |

Denne konkurrence var en slags grøn trøje for hold. Ved hver etape blev der givet point til hver rytter. Nummer 1 fik 1 point, nummer 2 fik 2 point osv. Pointene fra de tre bedst placerede ryttere fra hvert hold blev lagt sammen. Holdet med færrest point førte så dette klassement.

Det førende hold kunne kendes på, at det kørte med grønne kasketter. Konkurrencen udgik efter 1988 og har ikke været brugt siden.

Årsopsummering |