Ukraine ukrainsk: Україна tr. Ukraina
Flag Ukraines nationalvåben
Motto: Воля, Злагода, Добро (tr. Volia, Zlahoda, Dobro) (dansk: ~ Frihed, enighed, godhed)
Nationalmelodi: Ще не вмерла України і слава, і воля (tr. Sjtje ne vmerla Ukrainy i slava, i volia) (dansk: ~ Ukraines ære er ej tabt, ej heller dets frihed)
Ukraines placering i Europa (mørkgrøn) med omtvistede områder (lysegrøn)
Hovedstad	Kijev 50°27′N 30°30′Ø / 50.450°N 30.500°Ø / 50.450; 30.500
Officielle sprog	Ukrainsk
Etnicitet	77,8% ukrainere 17,3% russere andre 4,9% uoplyst[1]
Demonym	Ukrainer
Regeringsform	Semi-præsidentiel republik
- Præsident	Petro Porosjenko[2]
- Premierminister	Volodymyr Grojsman[3]
- Verkhovna Radas formand	Andrij Parubij
Lovgivende forsamling	Verkhovna Rada
Skabelsen af Ukraine
- Kijevriget	882
- Kongedømmet Galicien-Volhynien	1199
- Zaporozke Host	17. august 1649
- Den ukrainske folkerepublik	17. november 1917
- Vestukrainske folkerepublik	1. november 1918
- Ukrainske SSR	10. marts 1919
- Karpato-Ukraine	8. oktober 1938
- Sovjets indtagelse af Vestukraine Ukraines uafhængighedserklæring	15. november 1939 30. juni 1941
- Uafhængighed af Sovjetunionen Anerkendt Nuværende forfatning	24. august 1991 2. december 1991 21. februar 2014
Areal
- Total	603.628 km2  (nr. 46)
- Vand (%)	7
Indbyggertal
- Anslået 2013	44.573.205[4]
- Folketælling 2001	48.457.102[1]
- Tæthed	73.8/km2  (nr. 115)
BNP (KKP)	Anslået 2011[5]
- Total	329.4 mia. USD (nr. 38)
- Pr. indbygger	7.233 $ (nr. 103)
BNP (nominelt)	Anslået 2011[5]
- Total	164,9 mia. $ (nr. 55)
- Pr. indbygger	3.621 $ (nr. 108)
Gini (2010)	25,6[6]
HDI (2012)	0,740[7] (høj) (nr. 78)
Valuta	Ukrainske hryvnia (UHA)
Tidszone	EET (UTC+2)
- Sommer (DST)	EEST (UTC+3)
Kendings- bogstaver (bil)	UA
Luftfartøjs- registreringskode	UR
Internetdomæne	.ua .укр
Telefonkode	+380
ISO 3166-kode	UA, UKR, 804

Ukraine (ukrainsk: Україна, tr. Ukrajina) er et land i Østeuropa.^[8] Det grænser op til Rusland mod øst, Hviderusland mod nordvest, Polen, Ungarn og Slovakiet mod vest, Rumænien og Moldova mod sydvest, og Sortehavet og Det Azovske Hav mod henholdsvis syd og sydøst. Ukraine er i øjeblikket involveret i en territorialstridighed med Rusland over Krimhalvøen, som Rusland annekterede i 2014, men som Ukraine samt hovedparten af det internationale samfund anerkender som ukrainsk.^[9] Med Krimhalvøen har Ukraine et samlet areal på 603.628 kvadratkilometer, hvilket gør det til Europas største land.^[10] Ukraine er desuden verdens 46. største land. Ukraine har et indbyggertal på 42,5 millioner. Det er dermed det 32. folkerigeste land i verden.^[11]

Ukraine er en enhedsstat med et semipræsidentielt styre. Magten er adskilt i en lovgivende, udøvende og dømmende instans. Ukraines hovedstad og største by er Kijev. Medregnet paramilitære grupper har Ukraine, næstefter Rusland, den største hær i Europa.^[12] Landet er hjemsted for 42,5 millioner indbyggere, hvoraf 77,8 procent er etniske ukrainere.^[11] De største etniske minoriteter i landet er russere (17,3 procent), rumænere/moldovere, hviderussere, krimtatarer, bulgarere, ungarere, albanere og gagauzer. Landets officielle sprog er ukrainsk og dets alfabet er kyrillisk. Langt størstedelen af ukrainerne tilhører den ortodokse tro, hvilket i høj grad har påvirket ukrainsk arkitektur, litteratur og musik. Ukraine er medlem af FN, Europarådet, Organisationen for sikkerhed og samarbejde i Europa, GUAM og SNG.

Etymologi |

Betegnelsen Ukraine er afledt af fællesslavisk краj (tr. kraj^[13]), "egn", "område", "(ud-)kant", omtrent svarende til udkant under henvisning til territoriets historiske rolle i 1200-1700-tallet i periferien af stærkere statsdannelser som Rusland og Polen-Litauen.

Geografi |

Uddybende artikel: Ukraines geografi

Udsigt over nationalpark i Karpaterne i det vestlige Ukraine

Kort over dominerende sprog i 2001 (ifølge folketælling).

Ukraine er Europas næststørste land efter den europæiske del af Rusland. Landet har et areal på 603.700 km² og en kystlinje på 2.782 km.

Landskabet i Ukraine består hovedsageligt af frugtbare sletter eller stepper, hvoraf den største er den Pontisk-Kaspiske slette, samt højsletter. Gennem disse løber floder som bl.a. Dnepr, Dnestr og sydlige Bug. Alle disse løber ud i Sortehavet eller det mindre Azovske Hav. I sydvest danner Donau-deltaet grænsen mod Rumænien. Landets eneste bjergområde er Karpaterne i vest, hvor man finder Ukraines højeste bjerg Hoverla (2061 moh.), og Krimbjergene på Krim-halvøen i den sydlige del af landet.

Ukraine har hovedsageligt et tempereret klima. På Krim er klimaet mere lig det, man finder i kystområderne i Middelhavet. Der kommer mest nedbør i vest og nord og mindre i øst og sydøst. Vinterklimaet varierer fra forholdsvis køligt langs kysten af Sortehavet til koldere i indlandet. Generelt er der høje sommertemperaturer i landet.

De fem største ukrainske byer er hhv. Kijev (hovedstad), Kharkiv, Donetsk, Dnipropetrovsk og Odessa, hver med mere end 1.000.000 indbyggere.

Historie |

Uddybende artikel: Ukraines historie

Der har boet mennesker i Ukraine siden 32.000 fvt. I middelalderen var området et centrum for østslavisk kultur, da det magtfulde Kijevrige lagde fundamentet for ukrainsk identitet. Efter Kijevrigets opløsning i 1200-tallet blev det nuværende Ukraine involveret i territoriale stridigheder. Området indgik således i utallige statsdannelser, heriblandt Storfyrstendømmet Litauen, Den polsk-litauiske realunion, Det Osmanniske Rige, Østrig-Ungarn og Rusland. I det 17. og 18. århundrede opstod og blomstrede en regional kossakrepublik, men dens territorium blev med tiden delt mellem Polen og Det Russiske Kejserrige, indtil området til sidst blev fuldstændigt indlemmet i Rusland.

1900-tallet var præget af tre uafhængighedsperioder. Den første af disse opstod kortvarigt under og efter 1. verdenskrigs tyske besættelse. Den anden opstod (ligeledes kortvarigt) under 2. verdenskrigs tyske besættelse. Begge disse perioder resulterede dog i, at de ukrainske områder blev indlemmet i Sovjetunionen. Den tredje uafhængighedsperiode begyndte i 1991, da Ukraine i forbindelse med Sovjetunionens opløsning under Den Kolde Krig rev sig løs fra fremmed styre. Ukraine har siden da været en selvstændig stat.

Efter uafhængigheden erklærede Ukraine sig neutral i udenrigspolitiske anliggender.^[14] Landet indgik dog et begrænset militært partnerskab med Rusland såvel som de andre SNG-lande, og i 1994 indgik den ukrainske regering et partnerskab med NATO. I 2000’erne udbyggede det ukrainske styre sit diplomatiske samarbejde med NATO. I denne periode bekendtgjorde man bl.a., at et fremtidigt medlemskab af NATO skulle sættes til folkeafstemning.^[15] Tidligere præsident Viktor Janukovitj mente dog, at det nuværende samarbejde mellem Ukraine og NATO var tilstrækkeligt, og modsatte sig således ukrainsk medlemskab af NATO.^[16][17] I 2013 suspenderede præsident Janukovitjs regering Ukraines samarbejdsaftale med EU og besluttede i stedet for at styrke de økonomiske bånd til Rusland. Det udløste en flere måneder lang bølge af demonstrationer og optøjer over hele Ukraine, der kaldes for Euromajdan. Demonstrationerne kulminerede i 2014 i Den Ukrainske Revolution, der førte til, at præsident Janukovitj og hans regering blev afsat. Disse begivenheder førte i foråret 2014 til den russiske annektering af Krim samt krigen i Donbass. 1. januar 2016 indgik Ukraine en frihandelsaftale med EU.^[18]

Takket været sine omfattende og frugtbare landbrugsjorder har Ukraine længe været et af verdens spisekamre. Landet er således en af verdens største korneksportører.^[19][20] Ukraines økonomi finansieres først og fremmest af en stor sværindustri, der bl.a. omfatter luftfart, rumfart og industrielt udstyr.

I 800-1200-tallet var dele af nutidens Ukraine, Hviderusland og Rusland samlet i Kijevriget, der var grundlagt af Rurikslægten fra Skandinavien, blandt andet handledes der med Konstantinopel. I 988 blev kristendommen indført med konverteringen af Vladimir den Store, den daværende regent af Kijevriget. Kijevriget blev efterhånden opsplittet i flere fyrstendømmer, og Ukraines område blev i 1240 bytte for mongolernes invasioner. I 1200- og 1300-tallet lykkedes det Storfyrstendømmet Litauen at forene flere og flere af de tidligere russiske fyrstedømmer vest for Dnepr. I 1362 kom også Kijev under litauisk kontrol. Litauen indgik efter en række nederlag til Storfyrstendømmet Moskva i 1569 i Den polsk-litauiske realunion med Polen. Områderne øst for Dnepr var i 1686 en del af Zar-rusland og blev gradvist russificeret. Områderne vest for Dnepr var en del af den polsk-litauiske realunion og blev i 1795 en del af de Habsburgske Arvelande og kom under vestlig indflydelse. I denne periode blev grunden lagt til de nuværende modsætninger mellem vest og øst Ukraine.

Oktoberrevolutionen og den russiske borgerkrig blev efterfulgt af en række kortlivede regeringer for Ukraine:

• 
  Den Ukrainske Folkerepublik (Tsentralna Rada) (17. marts 1917 - 19. april 1918);


• 
  Den Ukrainske Folkerepublik af Sovjetter (25. december 1917 - marts 1918);


• 
  Hetmanattet, Den Ukrainske Stat (efter et kup i Tsentralna Rada) (19. april 1918 - 14. december 1918);


• 
  Den Vestukrainske folkerepublik (18. oktober 1918 - 22. januar 1919) Ukrainsk;


• 
  Den Anden Ukrainske Sovjetiske Regering (20. november 1918 - august 1919);


• 
  Direktoratet for den Ukrainske Folkerepublik (efter afsættelse af hetmanattet) (14. november 1918 - 1920);


• 
  Den Ukrainske Socialistiske Sovjetrepublik (21. december 1919 - 1991).

I 1922 blev den Ukrainske SSR en del af Sovjetunionen. I perioden op til 2. verdenskrig undergik den østlige del af Ukraine en kraftig industriel udvikling. Industrialiseringen havde omkostninger for landbefolkningen, specielt kulakkerne. For at opfylde statens behov for øgede fødevareforsyninger indførtes et program for kollektivisering af landbruget, hvor bøndernes jord og trækdyr overgik til kollektivbrugets ejendom. Tørke i 1931, dårligt vejr i 1932, utilsigtede resultater af kollektiviseringen, manglende sædskifte samt den hurtige industrialisering førte til hungersnød i 1932-1933, hvor mellem 2,2^[21] og 2,4 millioner ukrainere døde.^[22]

I 1939 blev de østslavisk befolkede vestlige dele af Ukraine, der var blevet indtaget af Polen under den polsk-sovjetiske krig efter afslutningen af 1. verdenskrig som følge af ikke-angrebs-pagten mellem Tyskland og Sovjetunionen, en del af Ukrainske SSR og dermed en del af Sovjetunionen. I 1941 angreb Nazityskland Sovjetunionen og indledte en storstilet forfølgelse af jøder og tvangsrekrutering af "Ostarbeiter" — østarbejdere. Under den nazityske besættelse mistede Ukraine en sjettedel af befolkningen. Efter verdenskrigen blev Ukraine en af de største og mest velstående Socialistiske Sovjetrepublikker (SSRS). I 1954, under Khrusjtjovs regeringstid, blev Krim-halvøen overført fra Russiske SFSR til Ukrainske SSR.

Politik |

Uddybende artikel: Ukraines politik

Uddybende artikel: Parlamentsvalget i Ukraine 2014

Udsigt over Lviv, den vigtigste by i det vestlige Ukraine.

Ukraine er en demokratisk republik, hvor den lovgivende, udøvende og dømmende magt er adskilt. Præsidenten vælges ved flertalsvalg for femårsperioder og nominerer premierministeren. Nationalforsamlingen, Verkhovna Rada, må så bekræfte dette valg.

Krim har en speciel politisk status med eget parlament. Vedtagelser af dette parlament kan alligevel forkastes af den ukrainske forfatningsdomstol, hvis de skulle stride mod den ukrainske grundlov. Krims stilling i Ukraine er efter Ruslands de facto annektering af området i 2014 uafklaret.

De enkelte regioner og administrative enheder i Ukraine har udstrakt lokalt selvstyre. Kommunale styrelser og borgmestre i byerne bliver valgt ved direkte valg og har kontrol over egne budgetter.

Efter løsrivelsen fra Sovjetunionen i 1991 domineres politikken i Ukraine fortsat af en omfattende statslig og bureaukratisk kontrol. Landet er præget af omfattende korruption, noget som staten indtil nu ikke har kunnet styre.

Ukraine har efter selvstændigheden fra Sovjetunionen været præget af en række indre spændinger, der i 2005 førte til Den Orange Revolution. Demonstrationerne medførte daværenede præsident Viktor Janukovitjs fald og bragte Viktor Jusjtjenko, der er provestlig og er tilhænger af medlemskab i NATO og EU, til magten. Julia Timosjenko, der var premierminister under Viktor Jusjtjenko, var ligeledes tilhænger af medlemskab såvel af NATO som EU, men har vendt i spørgsmålet om NATO.

Efter en række konflikter med Julia Timosjenko fik Viktor Jusjtjenko kun 5.45% af stemmerne ved præsidentvalget i 2010, mod Viktor Janukovitjs 48.95% og Julia Timosjenkos 45.47%. Viktor Janukovitj er prorussisk. Han er modstander af medlemskab i NATO og EU.

Præsidentvalget i 2010 medførte dog ikke en afklaring af landets indre spændinger, der atter blussede op i forbindelse med omfattende uroligheder i hovedstaden Kijev fra november 2013. I løbet af dagene 18.-21. februar 2014 var der omfattende gadekampe i Kijev, hvor mindst 75 mennesker omkom.^[23]

Den 22. februar 2014 afsatte det ukrainske parlament, Verkhovna Rada, med stemmetallene 328-0 regeringen og præsident Viktor Janukovitj^[24], den 23. februar udnævnte parlamentet Oleksandr Turtjinov til fungerende præsident^[25] frem til nyt præsidentvalg den 25. maj 2014.^[24]

Efter indsættelsen som fungerende præsident udtalte Oleksandr Turtjinov:

	"We are ready for a dialogue with Russia... that takes into account Ukraine's European choice, which I hope will be confirmed in (presidential) elections."[26]

Afsættelsen af præsident Janukovitj og Ruslands efterfølgende annektering af Krim, medførte yderligere uroligheder i den østlige del af landet vendt mod den nye regering i Kijev. I oblasterne Donetsk og Luhansk tog bevæbnede militser kontrol over regeringsbygninger og militære anlæg og erklærede i april 2014 løsrivelse af Ukraine i form af Folkerepublikken Donetsk og Folkerepublikken Lugansk. Militserne støttes åbent af Rusland, der fra flere sider hævdes at støtte militserne militært. Urolighederne har medført adskillige dræbte på begge sider af konflikten og har medført en større flygtningestrøm; ca. 110.000 personer anslås at være flygtet til Rusland og ca. 54.000 til det vestlige Ukraine.^[27]

Økonomi |

Uddybende artikel: Ukraines økonomi

Ukraines økonomi har historisk været baseret på et omfattende landbrug. Her rapsmark nær Vínnitsja.

Ukraines bruttonationalprodukt per indbygger er ca. en femtedel af gennemsnittet for EU^[28]. Landet har siden år 2000 vist store vækstrater på op til 12.1%, men økonomien led et væsentligt tilbageslag i 2009.

Ukraine forhandlede en associeringsaftale med EU i 2013, men disse forhandlinger brød sammen, da daværende præsident Janukovitj nægtede at underskrive aftalen. Janukovitj indgik i stedet en aftale om hjælpepakke med Rusland på 15 milliarder dollars i form af lån og lavere gaspriser. Den efterfølgende politiske uro i landet og afsættelsen af Janukovitj har dog medført, at den russiske hjælpepakke ikke er gennemført.

Ukraines vigtigste eksportartikler er militærudstyr, metaller, rør, maskiner, benzinprodukter, tekstiler og landbrugsvarer.^[29] Energiforsyningen er afhængig af olie og gas fra Rusland, hvilket gentagne gange har skabt uoverensstemmelser med nabolandet.

Blandt store virksomheder i landet er Naftogaz, som er Ukraines statsejede olie- og gasselskab. Selskabet havde omkring 175.000 ansatte i 2014.

Kilder |

Litteratur |

• M. Ehrenpreis och A. Jensen (red.): Nationernas Bibliotek: Ukrainarna; Stockholm 1921

Eksterne henvisninger |

• 
  anonym: "De främmande nationaliteterna i Ryssland och kriget" (Svensk Tidskrift 1914, s. 553-562) (svensk)


• 
  anonym: "Ukrainafrågan" (Svensk Tidskrift 1915, s. 155-158) (svensk)


• 
  Gustaf Bolinder: "Karpatorutenien och dess bergsstammar" (Nordisk familjeboks månadskrönika 1939, s. 18-24) (svensk)


• 
  Cecilia Bååth-Holmberg: "Ett förgätet folks återuppvaknande" (Läsning för svenska folket 1915, s. 1-22) (svensk)


• 
  Nordisk Familjebok, 1800-talsutgåvan, bind 16 (1892), sp. 1280-1281; opslag: Ukraina (svensk)


• 
  Nordisk Familjebok, Uggleupplagan, bind 30 (1920), sp. 874-885); opslag: Ukraina (svensk)


• 
  Nordisk Familjebok, Uggleupplagan, bind 38 (1926), sp. 1066-1073); opslag: Ukraina (svensk)

Se også |

• Ukraines historie

Eksterne henvisninger |

• 
  Wikimedia Commons har flere filer relateret til Ukraine

v d r  Ukraines administrative enheder Oblaster Dnipropetrovsk Donetsk Ivano-Frankivsk Kharkiv Kherson Khmelnytskyj Kijev Kirovohrad Luhansk Lviv Mykolaiv Odessa Poltava Rivne Sumy Ternopil Tjerkasy Tjernihiv Tjernivtsi Vinnitsja Volyn Zakarpatska Zaporizjzja Zjytomyr Byer med særlig status Kijev (hovedstad) Sevastopol (omstridt) Autonom republik Krim (omstridt) Administrative centre Dnipropetrovsk Donetsk Ivano-Frankivsk Kharkiv Kherson Khmelnytskyj Kijev Kirovohrad Luhánsk Lviv Mykolaiv Odessa Poltava Rivne Sumy Ternopil Tjerkasy Tjernihiv Tjernivtsi Vinnitsja Lutsk Uzjgorod Zaporizjzja Zjytomyr

v d r Ukraines historie Forhistorisk tid Kurgan (gravhøj) Tripoljekulturen Kijevriget Khazarer Væringer Gardarige Nestorkrøniken Rurikslægten Mongolernes invasion af Rus' Fyrstendømmet Galicien-Volhynien Den Gyldne Horde 1240-1502 Slaget ved Irpin (1321) Slaget ved det Blå Vand (1362) Slaget ved Vorskla (1399) Krim-khanatet 1430-1783 Den polsk-litauiske realunion Zar-Rusland Kraków-Vilniusunionen Krevo-unionen Vilnius-Radomunionen Grodnounionen Horodłounionen Den polsk-russiske krig (1605–1618) Khmelnytskyiopstanden 1648 Perejaslav-traktaten 1654 Lublinunion 1659 Den polsk-russiske krig (1654–1667) Andrusovo-traktaten 1667 Bogdan Khmelnytskij Ivan Mazepa kong John III Sobieski Sigismund II Augustus Ukraine under Zarrusland Russiske Kejserrige Det jødiske bosættelsesområde i Zar-Rusland Zaporogkosakker Sloboda Ukraine Den russisk-tyrkiske krig (1787-1792) Jassytraktaten 1792 Krimkrigen 1853-1856 1. verdenskrig Nestor Makhno Curzonlinjen Brest-Litovsk-freden 1918 Vestukrainske folkerepublik 1918-1919 Den polsk-ukrainske krig 1918-1919 Den ukrainske socialistiske sovjetrepublik Den Russiske Borgerkrig Ukrainske SSR Holodomor Ukraine under 2. verdenskrig Operation Barbarossa Babij Jar Ukraine 1945-1991 Ukrainske SSR Ukrainske republik efter 1991 Ukraine Euromajdan 2013 Krigen i Donbass 2016 Folkerepublikken Donetsk Folkerepublikken Lugansk Viktor Janukovitj Viktor Jusjtjenko Leonid Kutjma Petro Porosjenko Julia Timosjenko Oleksandr Turtjinov Tilknyttede områder Bessarabien Bukovina Krim Volhynien Se også: Ukraine

v d r Lande i Europa Albanien Andorra Armenien² Aserbajdsjan1 Belgien Bosnien-Hercegovina Bulgarien Cypern² Danmark Estland Finland Frankrig Georgien1 Grækenland Holland Hviderusland Irland Island Italien Kasakhstan1 Kosovo Kroatien Letland Liechtenstein Litauen Luxembourg Malta Moldova Monaco Montenegro Nordmakedonien Norge Polen Portugal Rumænien Rusland1 San Marino Schweiz Serbien Slovakiet Slovenien Spanien Storbritannien og Nordirland Sverige Tjekkiet Tyrkiet1 Tyskland Ukraine Ungarn Vatikanstaten Østrig Territorier m.v. Akrotiri og Dhekelia3 Færøerne Gibraltar Grønland² Guernsey Jan Mayen Jersey Isle of Man Svalbard Ålandsøerne 1. Ligger delvist i Asien. 2. Regnes normalt som del af Europa af kulturelle og historiske årsager. 3. Britisk baseområde på Cypern

v d r Lande i Frankofonien Medlemslande og -regioner Albanien Andorra Belgien (Vallonien) Benin Bulgarien Burkina Faso Burundi Cambodja Cameroun Centralafrikanske Republik (Suspenderet) Comorerne Congo Demokratiske Republik Congo Djibouti Dominica Elfenbenskysten Egypten Frankrig Gabon Grækenland Guinea Guinea-Bissau (Suspenderet) Haiti Kap Verde Laos Libanon Luxembourg Madagaskar (Suspenderet) Mali (Suspenderet) Marokko Mauritius Mauretanien Moldova Monaco New Brunswick (Canada) Niger Nordmakedonien Québec (Canada) Rumænien Rwanda Saint Lucia São Tomé og Príncipe Senegal Seychellerne Schweiz Tchad Togo Tunesien Vanuatu Vietnam Ækvatorialguinea Associerede medlemmer Cypern Ghana Observatører Armenien Georgien Kroatien Letland Litauen Mozambique Polen Serbien Slovakiet Slovenien Tjekkiet Ukraine Ungarn Østrig

Koordinater: 49°N 32°Ø / 49°N 32°Ø / 49; 32