Etydhv

Full resolution (TIFF)<< prev. page << föreg. sida <<>> nästa sida >> next page >>(diff)(history)(skillnad)(historik)<< prev. page << föreg. sida <<>> nästa sida >> next page >>

		Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XVII: Mielck—Nordland / 804 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
- Nekrologium
- Nekromanti
- Nekropolis
- Nekropsi
- Nekrose

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!

Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)

Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)

Nekrologium (gr.: »Dødebog«) kaldtes i

Middelalderen den Bog, hvori et Kloster ell. et

gejstligt Samlag indførte de Personers Dødsdag,

hvis Navne skulde mindes i den alm. Forbøn.

Saadanne Personer var Paven, Kejseren,

Kongen og alle de, der var i Højhed,

Ordensmedlemmer, men først og fremmest Klosterets ell.

Samlagets Grundlægger og dets Velgørere

(benefactores). Nu bruges det om en

Levnedstegning af en nylig afdød (Nekrolog).

L. M.



Nekromanti (græsk: »Dødeorakel«),

Besværgelse, hvormed man mente at kunne kalde

afdøde frem fra Graven ell. de dødes Rige for

af dem at faa Oplysning om Fremtiden. Vi har

Eksempler paa N. fra fl. forsk. Folk og Tider.

Kong Saul lod saaledes en Spaakvinde i Endor

mane Samuel’s Skygge op fra de dødes Rige (1.

Sam. 28, 7 ff.), og i Odysseens XI. Bog

besværger Odysseus Sangeren Teiresias’ Skygge op

fra Hades for at faa ham til at fortælle om

Fremtiden. I Edda-Kvadene findes noget lgn.,

ligesom der ogsaa er Spor af N. i de gl. skotske

Barders Sange. I Grækenland indlededes N. ofte

ved et Offer (Nekyia), ja man ofrede endog

Mennesker for straks at kunne besværge deres

Aander til at aabenbare Fremtiden, inden de

var stegne ned i Underverdenen. Steder i

vulkanske Egne og andre Bjergegne, der antoges

for Nedgange til Underverdenen, mentes at

være særlig skikkede til N.

V. S.



Nekropolis (gr.: »de dødes By«) kaldtes i

Oldtiden de Steder, som man havde valgt til

der at bisætte de dødes jordiske Levninger, især

naar der i Forbindelse med Gravene fandtes

arkitektoniske Konstruktioner, som kunde

minde noget om Huse og Boliger, og som derfor let

ledede Tanken hen paa Begrebet »By«. N.

behøver ikke altid at bestaa af fritstaaende

Bygninger, det kan ligeledes bruges om Samlinger

af Rum, der er huggede ind i Klippeskrænter

ell. udhuggede i Undergrunden. Ja Begrebet N.

udvides ofte saaledes, at det betegner enhver

Begravelsesplads, saavel ældre som nyere,

ogsaa Kirkegaarde, der endnu er i Brug. N. ligger

gerne i Nærheden af de levendes By. I

Grækenland valgte man som oftest til N. Pladsen langs

Landevejene fra Byens Port udad, en Skik, der

sammen med gr. Civilisation udbredte sig til

andre Lande, bl. a. til Italien. I Ægypten,

Lilleasien o. a. Lande bestod N. ofte af Kamre og

Rum, huggede i Klippeskrænter nær hinanden.

Som Eksempler paa N., udhuggede i

Undergrunden, kan man nævne de rom. Kolumbarier,

i hvilke der findes talrige Rum, bestemte til

Gemmesteder for Rester af brændte Lig, og

Katakomberne med ubrændte Lig. I Ægypten

havde man ikke blot N. for Mennesker, men

ogsaa for hellige Dyr, som Apistyre (Serapeion),

Ibis’er, Katte o. s. v.

V. S.



Nekropsi (lat.), Ligsyn.



Nekrose (gr.) betegner partiel Afdøen af

en Organisme og rammer Dele af Organer, Væv

ell. Cellegrupper (»lokal Død«). N. er en af de

betydningsfuldeste Processer i Patologien.


Overgangen fra Liv til Død foregaar med

forsk. Hastighed, dels hurtigt ell. pludseligt og

i saa Fald uden tydeligt paaviselige

Mellemstadier (direkte N.), dels langsomt og gradvis,

saaledes at det afdøende Væv i et kortere ell.

længere Tidsrum bestaar af en Blanding af

levende, døende (nekrotiserende) og helt

døde (nekrotiske) Celler. Den sidste Form

af N., der uden Tvivl er den hyppigst

forekommende, betegnes i Modsætning til den

førstnævnte som indirekte N. ell.

Nekrobiose.


Medens N. af ganske ringe Udbredelse ikke

behøver at give sig til Kende for Undersøgelsen

med det blotte Øje, fremkalder N., der rammer

mere udbredte Vævspartier, ligesom N. af

Organ ell. Legemsdele, stærkt udtalte

Forandringer. Hyppigt formindskes de nekrotiske

Partiers Volumen, Farven bliver gulhvid ell. hvid,

og Vævet fastere end normalt. Stærkt forøget

Konsistens, graasort ell. brun Farve, Tørhed og

Indskrampning indtræder, naar Vævets Indhold

af flydende Bestanddele (der p. Gr. a.

Blodcirkulationens Ophør ikke fornyes) nedsættes

ved Fordampning, og Blodfarvestoffet

omdannes, saaledes som det alm. iagttages ved N. af

overfladiske Legemsdele, ell. Huden (tør

Gangræn, Mumifikation, s. d.). Men

ledsages N. i saadanne ydre Dele af Indtrængen af

Bakterier, særligt Forraadnelsesbakterier,

indtræder ligesom i indre nekrotiserende Organer,

hvor Svampe og Mikroorganismer har gunstige

Invasions- og Udviklingsbetingelser (Lunge,

Tarm, Livmoder), en anden Form af N.

(Sphacelus, fugtig Gangræn, se Gangræn),

ved hvilken det nekrotiske Væv opløses til

grønlige, brunlige ell. graasorte, mere ell. mindre

tyktflydende Emulsioner, der ofte er af

vællingsagtig Konsistens og udvikler stærkt

stinkende Luftarter.


Ved mikroskopisk Undersøgelse af nekrotisk

Væv frembyder Vævcellernes Kerner dels de

som Karyolyse, Karyorrhexis og

Pyknose betegnede Forandringer, dels som

særligt fremtrædende og karakteristiske Tegn

paa fuldstændig N., komplet Mangel paa Evne

til at optage Kernefarvestoffer. I Cellernes

Protoplasma og Intercellularsubstans iagttages

Svind af finere Strukturer, Koagulationsprocesser,

draabeformede Aflejringer, Udfældning af

Fedt, Fedtsyrer, Lipoider, Kolesterin og

Derivater af dette Stof. Udfældning af Kalksalte er

endelig et navnlig i N.’s senere Stadier meget

hyppigt Fænomen. Ved stærkt fremtrædende N.

er Vævet omdannet til en fint kornet Masse

(molekulær N.), i hvilken dets opr.

Struktur ganske er svundet ell. kun paaviselig som

utydelige Spor.


De forsk. ved N. forekommende finere

Vævsprocesser kombineres efter N.’s Aarsager og

Lokalisation paa meget forsk. Maade. Den af

Weigert beskrevne Koagulationsnekrose

karakteriseres ved Sammenflyden af

Cellernes albuminøse Bestanddele til en

homogen Substans, mellem hvis koagulerede Masser

Fibrintraade er aflejrede i større eller mindre

Mængder.


Som Eksempler paa N. af denne Form bør

nævnes den ved Tuberkulose alm. »ostede«

Degeneration (Kasefikation), N. af

Tarmslimhinden ved Tyfus, Epitelnekrosen ved

Difteri og N. ved Infarkt.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>