En grammofonplade indeholder lagret lyd, og afspilles på en grammofon. Betegnelsen grammofonplade bliver kun sjældent anvendt i dag. I stedet taler man om en LP-plade, en vinylplade eller slet og ret en plade. Princippet i en grammofonplade er mekanisk; pick-up'en bevæger sig gennem en zig-zagget rille, hvor zig-zag'ene svarer til lydens svingninger, der i pick-up'en omsættes til et elektrisk signal, der igen omsættes til svingninger i højttaleren, og dermed lyd.

Grammofonpladens historie |

De første grammofonplader kom omkring år 1900, og var fremstillet af asbest og shellak, (derfor blev de kendt som lak-plader) og roterede med en hastighed på 78 omdrejninger i minuttet (visse mærker dog med en anden hastighed, som f.eks. 80 omdrejninger hos Pathé).
I starten blev de indspillet akustisk via en tragt, der modtog lyd, og skar en tilsvarende rille i pladen. Omtrent sidst i 1920'erne gik man over til elektriske mikrofon-indspilninger, dog uden mulighed for variation af lydbilledet.

Den maksimale spilletid pr. pladeside var 3-5 minutter for en 10″ (25 cm) plade, på de lidt større plader med en diameter på 12″ (30 cm) op til knap 10 minutter. Aftastningen af pladerillen foregik i de tidligste tider med kraftige udskiftelige nåle af forskelligt materiale, men det mere sejlivede safir- eller diamantmateriale viste sig mest velegnet – ikke mindst for pladerne. Efter 2. verdenskrig kom amerikanerne med de første plader, der kørte med 45 omdrejninger pr. minut og en diameter på kun 7″. Disse plader var lavet af vinylmateriale, som kunne have tættere riller end lak-pladerne. Pladen blev derfor mindre, men indeholdt fortsat kort spilletid på hver side. Den engelske betegnelse single (7″) brugtes også i Danmark. EP-pladerne (10″) (engelsk forkortelse for Extended Play=udvidet spilletid) kom ligeledes på markedet. De kunne som noget nyt, rumme hele fire numre på samme plade. Beskyttelsesomslaget var stift og ofte med noter på bagsiden.

I Danmark blev de sidste shellak-plader udgivet i 1957/1958. Herefter gik man helt over til vinyl.

Når større værker (specielt af klassisk musik) blev udgivet på lak, var det - pga. den begrænsede plads på pladerne - nødvendigt at udgive det som et helt sæt af plader. Disse blev samlet i et album man bogstavelig talt kunne bladre i. Denne betegnelse har overlevet til beskrivelse af udgivelsen af en samling musiknumre på en lp eller en cd.

De "moderne" grammofonplader er lavet af PVC (Polyvinyl Chlorid), og er mere følsomme overfor ridser end lakpladerne, men mindre følsomme overfor bøjning og anden fysisk overlast. Lyden blev mere ren, nålestøj og knitren blev stærkt minimeret, og begrebet High Fidelity (Hi-Fi) opstod. Som følge heraf krævedes ligeledes moderniseret afspilningsudstyr og internationale standarder for indspilningsfrekvenser (som også eksisterede tidligere...).

Samtidig med 7″ (18cm) 45-pladerne kom 12″ (30cm)-pladerne, der kørte med 33⅓ omdrejninger i minuttet – hvilket gav anledning til et nyt navn, lp-pladen, hvor lp er en engelsk forkortelse for Long Playing. Dermed var der mulighed for at opbevare en hel times lyd, og fra omkring 1960 blev de første plader (på begge hastigheder) udsendt i stereo. I 1970'erne eksperimenterede man desuden med 4-kanals-stereo, kaldet Qaudrofoni. De første lp'er var primært sammensat af kunstnernes forskellige single-udgivelser, men i 1960'erne blev det mere almindeligt, at en kunstner/gruppe udgav et helt samlet lp-album.
Bemærk: Man bør aldrig spille en 33⅓ rpm plade i 45 rpm hastighed, da det kan skade det øverste frekvensområde, nålen kan ikke følge med på de høje frekvenser.

Lp-pladen regnedes i mange år for forældet, men er i de senere år begyndt at vinde frem igen, dog mest for entusiaster. Den blev som mainstream-product igennem 1980'erne og 1990'erne erstattet helt af audio-cd eller Compact Disc Audio. Vinylpladen anvendes dog stadig på mange diskoteker – bl.a fordi en disk-jockey har mulighed for håndmanipulation med en grammofonplade, og derved mulighed for at skabe nye lyde. Samtidig giver det også mere blikfang at se vinylpladerne rotere.

Vinylpladen og cd'en |

Teknikken bag vinylpladen er markant anderledes end den bag cd'en. Musikken på en cd er lagret digitalt, mens den på vinylpladen er lagret analogt. Selvom den almindelige opfattelse er, at den digitale cd har en bedre lydkvalitet, er der stadig diskussion om, hvorvidt dette er tilfældet eller ej. Grunden til at diskussionen stadig findes, er at der findes svagheder ved både den analoge teknik bag vinylpladen og den digitale teknik bag cd'en. Afspilleren af de respektive medier er dog altafgørende.

De to væsentligste begrænsninger ved cd'en er båndbredden og dynamikområdet. Båndbredden for cd-lyd er begrænset af den anvendte samplingfrekvens, som er 44,1 kHz for en cd. Teoretisk kan man gemme og genetablere et signal eksakt, hvis signalets båndbredde opad er begrænset til det halve af samplingsfrekvensen, altså 22,05 kHz i dette tilfælde. En af udfordringerne ved at optage lyden digitalt er netop at opnå denne båndbreddebegrænsning i praksis uden at miste noget væsentligt indhold af lydsignalet, og der bliver brugt mange tekniske foranstaltninger for et opnå dette.

Begrænsningen i cd'ens dynamikområde har sit udgangspunkt i antallet af bits, der er anvendt til at gemme det samplede signal; en cd har en opløsning på 16 bits. Hvert sample må nødvendigvis være afrundet til nærmeste værdi, og den afrunding har større og større indflydelse des svagere signalet er. Denne strøm af afrundinger vil give en fejl på det digitale signal, og det betegnes kvantiseringsstøj. Kvantiseringsstøj har en del teoretiske egenskaber tilfælles med andre typer støj, og med det udgangspunkt kan man f.eks. beregne cd'ens teoretiske dynamikområde, som er 96 dB. Dette tal er langt bedre end hvad der normalt opnås med en vinylplade, men der er det særlige forhold, at når signalet bliver meget svagt vil kvantiseingsstøjen blive korreleret med signalet, hvilket i sidste instans viser sig ved, at signaler, som er mindre end en halv sampleværdi, helt vil forsvinde ved digitaliseringen. Derfor anvendes dither der sørger for at selv 'for små' signaler opfanges og gengives (med støj).

På vinylpladen gemmes lydsignalet ved at omsætte det til mekaniske bevægelser i en skærenål. Det giver ikke samme begrænsninger som cd'en, men er til gengæld forbundet med andre. Ved indspilningen gennemgår lydsignalet filtreringer og andre behandlinger, som kan påvirke lyden, men en af de væsentlige svagheder er støj. Til forskel fra cd'ens kvantiseringsstøjgulv er sædvanlig pladestøj en kombination af hvid støj og knitren, som kommer til, hvis der kommer snavs i pladerillen. Det er en subjektiv vurdering, hvor meget det forringer lytteoplevelsen, men generelt kan den menneskelige hørelse opfatte signalnuancer, som er langt svagere end den overlejrede hvide støj.

Den diskussion ændrer dog ikke ved, at vinylpladen er langt mere modtagelig for slitage, smuds og støv, og at den kræver større omhyggelighed for at beholde sin lydkvalitet. Trods det findes der tilhængere, som stadig foretrækker at lytte til de gamle sorte skiver, og myten om at cd'en holder sig uændret, uanset om den koges eller brændes, er for længst manet til jorden. De kan miste data eller hakke, og har en holdbarhed på ca. 20 år, hvorefter materialerne begynder at være nedbrudt, i en grad der vanskeliggør afspilning.

Vinylpladen i dag |

Vinylpladen blev så godt som helt fortrængt af cd'en på markedet, men efterspørgslen er aldrig helt stoppet og i 2010'erne har den fået en ny opblomstring. Meget ny musik produceres på vinylplader i et begrænset oplag, og bliver ofte til samlerobjekter. Meget ældre musik findes også på vinylplader som genoptryk. Ofte er genoptryk og nye lp'er lavet på 180 grams plader. Visse kunstnere udsender fra tid til anden alene et album eller en single på vinyl, eller udsender vinylpladen inden album eller single gøres tilgængelig som download.

Salg af cd'er er styrtdykket i 2010'erne og flere album udgives i dag alene på vinyl og som download. Salget af vinylpladen steg med 52% fra 2013 til 2014.^[1]

Vinylpresserier dukker nu op igen, også i Skandinavien.

Noter |

Eksterne kilder/henvisninger |

• Musikhistorisk Museum


• Musik til salg: 100, 1903-2003: fra Skandinavisk Grammophon A/S til EMI Music Denmark / skrevet af Morten Hein ; billedredaktion: Morten Hein og Søren A. Olsen. – 1. udgave, 1. oplag. – Kbh.: People's Press, 2003. – 168 sider : ill. (nogle i farver) ; 30×30 cm + 1 cd


• 
  24.04.2004, Ing.dk: Gamle lp-plader reddes af partikelfysikere Citat: "...Laserskanning, kombineret med et billedfortolknings-computerprogram, aflæser plader og kan skelne rille fra ridse. Stumperne af musik uden for ridserne kan så sættes sammen til en helhed...Musikken vil blive oplagret som MP3-filer, så vi alle kan komme til at høre de genskabte pladers og valsers indhold..."


• Hadron Collider Physics with CDF: Sound Reproduction R & D Home Page
  


• 
  Nummeret "Good Night, Irene" med Huddie "Ledbelly" Ledbetter, 1950, i næsten støjfri version efter bearbejdning af partikelforskerne i wav-fil til download.


• Børsen Ons 17 Sep 2008: Salget af vinylplader på himmelridt


• Grammofonplader


• Digitalisering af Instantaneous plader

Se også |

• 
  Wikimedia Commons har flere filer relateret til Grammofonplade