Europæiske Union Европейски съюз  (bulgarsk) Den Europæiske Union  (dansk) European Union  (engelsk) Euroopa Liit  (estisk) Euroopan unioni  (finsk) Union européenne  (fransk) Ευρωπαϊκή Ένωση  (græsk) An tAontas Eorpach  (irsk) Unione europea  (italiensk) Eiropas Savienība  (lettisk) Europos Sąjunga  (litauisk) Unjoni Ewropea  (maltesisk) Europese Unie  (nederlandsk) Unia Europejska  (polsk) União Europeia  (portugisisk) Uniunea Europeană  (rumænsk) Európska únia  (slovakisk) Evropska unija  (slovensk) Unión Europea  (spansk) Europeiska unionen  (svensk) Evropská unie  (tjekkisk) Europäische Union  (tysk) Európai Unió  (ungarsk)
Europaflaget
Motto: In varietate concordia (latin: Forenet i mangfoldighed)[1][2][3]
Nationalmelodi: Til glæden
EU-territorier i Europa
Politiske centre	Bruxelles Luxembourg Strasbourg
Største byer	London og Parisa
Officielle sprog	24 Bulgarsk Dansk Engelsk Estisk Finsk Fransk Græsk Irsk Italiensk Lettisk Litauisk Kroatisk Maltesisk Nederlandsk Polsk Portugisisk Rumænsk Slovakisk Slovensk Spansk Svensk Tjekkisk Tysk Ungarsk
Demonym	europæer[4]
Type	Økonomisk og politisk union
Medlemsstater	28 Belgien Bulgarien Cypern Danmark Estland Finland Frankrig Grækenland Irland Italien Kroatien Letland Litauen Luxembourg Malta Nederlandene Polen Portugal Rumænien Slovakiet Slovenien Spanien Storbritannien Sverige Tjekkiet Tyskland Ungarn Østrig
Ledere
- Europæiske Råd	Donald Tusk
- EU-Kommissionen	Jean-Claude Juncker
- Europa-Parlamentet	Antonio Tajani
Lovgivende forsamling	Rådet Parlamentet
Etableret
- Paristraktaten	23. juli 1952
- Romtraktaten	1. januar 1958
- Maastrichttraktaten	1. november 1993
- Lissabontraktaten	1. december 2009
Areal
- Total	4.324.782 km2
- Vand (%)	3,08
Indbyggertal
- Anslået 2016	510.056.011[5] (nr. 3)
- Tæthed	117,9/km2
BNP (KKP)	Anslået 2011
- Total	15.788 mia. USD[6]
- Pr. indbygger	31.548 USD[6]
BNP (nominelt)	Anslået 2011
- Total	17.960 mia. USD[6]
- Pr. indbygger	35.742 USD[6]
Gini (2010)	30,4[7] (medium)
HDI (2011)	0,853[8] (meget høj)
Valuta	euro (€) (EUR) Britisk pund Bulgarsk lev Dansk krone Polsk złoty Rumænsk leu Svensk krona Tjekkisk koruna Ungarsk forint
Tidszone	WET (UTC)b CET (UTC+1) EET (UTC+2)
- Sommer (DST)	WEST (UTC+1) CEST (UTC+2) EEST (UTC)
Datoformat	DD/MM/ÅÅÅÅ
Internetdomæne	.eu[9]
Telefonkode	+3 og +4
Hjemmeside europa.eu
↑ London og Paris er de største byer i EU efter befolkningstal i byer.[10] ↑ Inkluderer ikke oversøiske territorier.

Den Europæiske Union (EU) er en økonomisk og politisk union mellem 28 stater, der alle er beliggende i Europa. Med en samlet befolkning på mere end 510 millioner indbyggere,^[5] i 2010 genererede EU, hvad der anslås at være 26% (USD 16.282 milliarder)^[11] af den globale økonomi, eller 20% (USD 15.170 milliarder) når man justerer for købekraftsparitet.^[12]

Som følge af den europæiske integrationsproces har unionens politiske system udviklet sig med tiden. Det er baseret på to grundlæggende traktater, Traktaten om Den Europæiske Union (EU-traktaten) og Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (EUF-traktaten), der indeholder både overstatslige og mellemstatslige elementer. Mens medlemsstaternes regeringer er repræsenteret i Det Europæiske Råd og Rådet for Den Europæiske Union (Rådet), vælger medlemsstaternes borgere direkte sine repræsentanter til Europa-Parlamentet. Medlemmerne af Europa-Kommissionen og dommerne i Den Europæiske Unions Domstol repræsenterer unionens interesser.

Den Europæiske Union kan spores tilbage til 1950'erne, da seks stater oprettede tre europæiske fællesskaber med det formål, at samordne en række økonomiske formål således, at fremtidige militære konflikter kunne undgås. I 1958 skabte de seks stater således Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Det Europæiske Atomenergifællesskab; og det traktatmæssige grundlag er siden blevet ændret adskillige gange i takt med, at flere stater er indtrådt i unionen. I 1993 oprettede medlemsstaterne med indgåelsen af Maastrichttraktaten Den Europæiske Union og samlede de tre ovenfornævnte fællesskaber i ét nyt fællesskab kaldet Det Europæiske Fællesskab (EF). Ændringerne i samarbejdet førte til, at man fra dette tidspunkt sagde, at unionen havde en tre-søjlet struktur. Med den seneste ændring af traktatgrundlaget blev samarbejdet grundlæggende reformeret: EF blev nedlagt og aktiviteterne overført til EU, der blev indført en mere skarp sondring imellem unionens og medlemsstaternes kompetencer, unionens overnationale beføjelser blev styrket, og unionen fik personstatus.

Et af kerneelementerne i EU-samarbejdet er et indre marked, der med en fælles handels-,^[13]landbrugs-, fiskeri- og regionspolitik^[14] har til formål at sikre De Fire friheder. Medlemsstaternes borgere har ret til at bosætte sig, arbejde, rejse og investere i de øvrige medlemsstater, ligesom paskontrollen og toldchecks ved de fleste interne grænser blev afskaffet med Schengen-aftalen.^[15] På det monetære område har en række stater indført en fælles møntenhed, ligesom unionen varetager den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik et samarbejde om bekæmpelse af grænseoverskridende kriminalitet.

Historie |

Uddybende artikel: Den Europæiske Unions historie

1945-1958 |

Stedet hvor Rom-traktaten blev underskrevet 25 marts 1957.

Efter Anden Verdenskrig var der politisk interesse for et øget samarbejde imellem de vesteuropæiske stater for at genopbygge Europa og forebygge ny krig mellem Frankrig og Vesttyskland. Central- og Østeuropa var på det tidspunkt hovedsageligt under sovjetisk kontrol og dermed udelukket fra et sådant samarbejde.

I 1946 talte Winston Churchill for, at man oprettede et "Europas Forenede Stater"; dog uden britisk deltagelse. Den 9. maj 1950 præsenterede Frankrigs udenrigsminister Robert Schuman et forslag udarbejdet af Jean Monnet til en fælles styring af Frankrig og Vesttysklands kul- og stålindustri. I forslaget var det bemærket, at aftalen blev set som et første skridt i retning mod en europæisk føderation.^[16] Fællesskabets grundlæggende medlemmer Belgien, Frankrig, Italien, Luxembourg, Nederlandene og Vesttyskland, der underskrev Paristraktaten i 1951. I 1957 underskrev repræsentanter fra de seks stater Romtraktaten, der udvidede det eksisterende samarbejde indenfor Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF) og oprettede Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF), hvorved der skabtes en toldunion, og Det Europæiske Atomenergifællesskab (EURATOM) for at samarbejde om udviklingen af atomenergi. Traktaten trådte i kraft i 1958.

1958-1972 |

EF 1957 - EU 2013

De to nye fællesskaber blev skabt separat fra EKSF til trods for, at alle tre fællesskaber delte domstol og parlamentarisk forsamling. De udøvende myndigheder i de nye fællesskaber blev døbt Kommissionen: EØF blev ledt af Walter Hallstein (Hallstein-kommissionen), mens EURATOM blev ledt af Louis Armand (Armand-kommissionen) og derefter Etienne Hirsch. Det var målet, at EURATOM skulle integrere atomenergisektorerne, mens EØF skulle udvikle en toldunion imellem medlemsstaterne.

I 1960'erne opstod der spændinger i samarbejdet og Frankrig forsøgte at få begrænset de overnationale elementer af samarbejdet. I 1965 nåede medlemsstaterne til enighed om at ændre Bruxellestraktaten og i 1967 kunne Fusionstraktaten underskrives i Bruxelles. Dén traktat trådte i kraft 1. juli 1967 og ændrede den institutionelle ramme i samarbejdet og samlede de forskellig kommissioner i én. Formelt var der stadig tale om tre sideordnede fællesskaber, men normalt omtalte man blot det udvidede samarbejde som Det Europæiske Fællesskab (EF). Jean Rey var formand for den første fusionerede kommission.

1973-1993 |

I 1973 blev fællesskabet udvidet da staterne Danmark (Grønland forlod samarbejdet igen i 1985), Irland og Det Forenede Kongerige. Norge havde også forhandlet med fællesskabet om at indtræde i det, men de norske vælgere valgte ved en folkeafstemning at afslå et medlemskab og Norge står fortsat udenfor. I 1979 blev det første direkte valg til Europa-Parlamentet afholdt.
Grækenland indtrådte i fællesskabet i 1981 og Spanien og Portugal fulgte i 1986. I 1985 blev Schengen-samarbejdet indledt med det formål, at skabe et område uden paskontrol imellem de fleste medlemsstater og nogle ikke-medlemsstater. I 1986 blev EF-pakken underskrevet og Europaflaget taget i brug.

I 1990, efter jerntæppets fald, blev det tidligere Østtyskland en del af fællesskabet, som en del af et nyt forenet Tyskland. Ønsket om at muliggøre flere central- og østeuropæiske indtræden i fællesskabet førte til, at de såkaldte Københavnskriterier blev aftalt, der opridsede de betingelser en kandidatstat skulle opfylde førend det kunne optages som medlem.

1993–nu |

Nobels fredspris 2012

Den Europæiske Union blev formelt skabt, da Maastrichttraktaten trådte i kraft den 1. november 1993. I 1995 indtrådte Østrig, Sverige og Finland som medlemmer i det nydannede EU. I 2002 valgte 12 medlemsstater, at skifte nationale pengesedler og mønter ud med en fælles valuta. Unionens hidtil største udvidelse skete 1. maj 2004, hvor staterne Malta, Cypern, Slovenien, Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn opnåede medlemskab. Den 1. januar 2007 blev Rumænien og Bulgarien også medlemsstater. Island ansøgte i 2009 om medlemskab, men trak ansøgningen tilbage i 2015^[17].

Den 1. december 2009 trådte Lissabontraktaten i kraft, hvilket medførte en række ændringer af den måde, hvorpå Unionen fungerer og arbejder. Særligt blev EU's retlige struktur ændret og EU's tre søjler blev nedlagt og samlet i én enkelt juridisk enhed med personstatus. Med traktaten blev der også indført en ny post som Formand for Det Europæiske Råd, ligesom EU's højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik fik forøgede beføjelser.

Den 1. juli 2013 blev Kroatien optaget som det 28. medlemsland.

Den 23. juni 2016 stemte Storbritannien sig ud af EU - det såkaldte Brexit.

Tidslinje |

Geografi |

Medlemslandene |

Unionen har udvidet sig kraftigt siden Rom-traktaten blev underskrevet af Vesttyskland, Frankrig, Italien, Holland, Belgien og Luxembourg i 1957. De seks grundlæggende lande bliver ofte refereret til som de seks eller kerne-Europa.

22 andre stater har sluttet sig til unionen i de følgende seks udvidelser (medlemsstater, der tillige indgår i Euro-samarbejdet er markeret med "€"):

Kort over EU lande og ansøgerlande (ISO 3166-1)

• 
   Belgien € (1952)


• 
   Frankrig € (1952)


• 
   Tyskland € (Vesttyskland: 1952, som successorstat Forbundsrepublikken Tyskland fra 1990)


• 
   Italien € (1952)


• 
   Luxembourg € (1952)


• 
   Holland € (1952)


• 
   Danmark (1973)


• 
   Irland € (1973)


• 
   Storbritannien (1973)


• 
   Grækenland € (1981)


• 
   Portugal € (1986)


• 
   Spanien € (1986)


• 
   Østrig € (1995)


• 
   Finland € (1995)


• 
   Sverige (1995)


• 
   Cypern € (2004)


• 
   Tjekkiet (2004)


• 
   Estland € (2004)


• 
   Ungarn (2004)


• 
   Letland € (2004)


• 
   Litauen € (2004)


• 
   Malta € (2004)


• 
   Polen (2004)


• 
   Slovakiet € (2004)


• 
   Slovenien € (2004)


• 
   Bulgarien (2007)


• 
   Rumænien (2007)


• 
   Kroatien (2013)

Bemærk at visse områder i medlemslandene ikke er en del af EU såsom Kanaløerne, Grønland (udtrådt 1982) og Færøerne, imens andre områder er medlemmer med særstatus såsom Ålandsøerne (trods medlemskab ret til toldfrit salg på færger til Sverige og det finske fastland).^[18]

Områder der ligger langt fra det kontinentale Europa kan dog være en del af EU. Eksempelvis Azorerne og Madeira, der repræsenteres af Portugal i EU.

Franske oversøiske områder anses som en del af Frankrig, og derfor bruges euroen så langt væk fra Europa som Martinique og Fransk Guyana (se DOM-TOM).
Man bruger dog valutaen Franc Pacifique i de franske besiddelser i Stillehavet (Fransk Polynesien, Ny Kaledonien samt Wallis og Futuna).

Kandidatlande |

     Medlemslande      Kandidatlande i forhandlinger      Kandidatlande      Ansøgerlande      Potentielle kandidater

I henhold til EU-traktatens artikel 49 kan alle europæiske stater, der endnu ikke er medlem af EU og som respekterer EU's værdier (fremgår af EU-traktatens artikel 2) og ønsker at fremme disse, ansøge om at blive medlem af unionen. Ansøgningen sendes til Rådet, som underretter både Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter om, at der er indkommet en ansøgning. Endelig beslutning om optagelse træffes først af Rådet efter Kommissionen har afgivet et høringssvar, som Europa-Parlamentets flertal kan stemme for, og i så fald træffes beslutningen efter reglen om enstemmighed.

For at modtage et positivt høringssvar skal en ansøgende stat leve op til følgende kriterier:

• Det skal være „en europæisk stat“


• Den skal respektere principperne om frihed, demokrati, retsstat, respekten for menneskerettighederne og de særlige rettigheder for mindretal og statens samfund skal være præget af pluralisme, ikke-forskelsbehandling, tolerance, retfærdighed, solidaritet og ligestilling mellem kvinder og mænd.

For at opnå medlemskab skal staten:

• Leve op til Københavnskriterierne, som blev besluttet på Det Europæiske Råds møde i 1993.

For at medlemsstaterne kan opfylde disse betingelser yder EU både rådgivning og finansiel støtte, ligesom EU og ansøgerlandene indgå partnerskaber, der har til formål at tilpasse ansøgerstaten til EUs standarder. EU og ansøgerlandende indgår i den forbindelse en stabiliserings- og associationsaftale. Processen afsluttes med at staten tiltræder EU, hvilket sker ved at EU’s medlemsstater og den pågældende stat indgår en tiltrædelsestraktat.

I praksis operer man med to typer af ansøgerlande: "Kandidater" og "potentielle kandidater". Der er for tiden i alt fem kandidatlande:Tyrkiet og Nordmakedonien (begge kandidater siden 2005), Montenegro (kandidat i 2010) og Serbien (kandidatland fra primo 2014). Der er ikke nogen grænse for, hvor lang tid der kan gå imellem en stat indgiver en ansøgning og staten kan kalde sig for kandidat eller potentiel kandidat; Montenegro indgav f.eks. sin ansøgning i 2008.

Albanien ansøgte om optagelse sammen med Montenegro, men er stadig ikke kandidater. Til gengæld er de potentielle kandidater. Det samme er Bosnien-Herzegovina. Stabiliserings- og associeringsaftalen med Bosnien-Herzegovina er endnu ikke ratificeret af samtlige medlemsstater. Kosovo kom tættere på en status som kandidatland ved ingåelsen af en stabiliserings- og associeringsaftale med EU i 2013.

Institutioner |

Uddybende artikel: Den Europæiske Unions institutioner

Den institutionelle struktur i EU har været nogenlunde konstant siden 1952 til trods for, at de enkelte institutioners beføjelser, såvel generelt som overfor hinanden, er blevet justeret adskillige gange. I unionens nuværende traktatgrundlag findes reglerne om EU's institutioner i EU-traktatens afsnit III og i EUF-traktatens del 6.

På mange udviser EU nogle af de typiske kendetegn for et føderalt system; med en Kommission som den udøvende magt og en to-delt lovgivningsmyndighed hos Europa-Parlamentet, der repræsenterer borgerne, og Rådet, der repræsenterer staterne. Den vigtige rolle Rådet spiller kan bedre sammenlignes med den udøvende føderalisme, der kerakteriserer Forbundsrepublikken Tyskland, end en magtadskillelse i klassisk forstand.

Europa-Parlamentet (EP) - Lovgivende -		Det Europæiske Råd - Giver fremdrift og retning -		Rådet for Den Europæiske Union (Rådet) - Lovgivende -		Europa-Kommissionen - Udøvende -
fungerer i fællesskab med Rådet som lovgiver deler sammen med Rådet budgetbeføjelserne og beslutter i sidste instans om det almindelige budget for EU udøver demokratisk kontrol med EU-institutionerne, herunder Europa-Kommissionen og udnævner Kommissionens medlemmer hjemhørende og plenarmøder i Strasbourg, generalsekretariat i Luxembourg, holder primært møder i Bruxelles		topmøde mellem regeringschefer og formanden for Europa-Kommissionen, i overværelse af den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og ledes af formanden for Det Europæiske Råd giver den nødvendige fremdrift til udviklingen og opstiller generelle mål og prioriteter lovgiver ikke hjemhørende i Bruxelles		fungerer i fællesskab med Parlamentet som lovgiver deler sammen med Parlamentet budgetbeføjelserne sikrer koordinering af den brede økonomiske og sociale politik og fastlægger retningslinjer for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) indgår internationale aftaler hjemhørende i Bruxelles		er "regeringen" fremsætter forslag til ny lovgivning for Parlamentet og Rådet implementerer EU-politik og administrerer budgettet sikrer overensstemmelse med EU-retten ("traktaternes vogter") forhandler internationale traktater hjemhørende i Bruxelles

	Den Europæiske Unions Domstol - Dømmende -		Den Europæiske Revisionsret - Uafhængig kontrol -		Den Europæiske Centralbank (ECB) - Monetær udøvende (centralbank) -
	sikre en ensartet fortolkning af EU-lovgivningen har beføjelse til at afgøre juridiske tvister mellem EU-lande, EU-institutioner, virksomheder og enkeltpersoner hjemhørende i Luxembourg		undersøger den korrekte brug af indtægter og udgifter for EU-institutionerne (se også EU's budget) hjemhørende i Luxembourg		udgør sammen med de nationale centralbanker det Europæiske System af Centralbanker og bestemmer dermed pengepolitikken i EU sikrer prisstabilitet i eurozonen ved at kontrollere pengemængden hjemhørende i Frankfurt am Main

Kompetencefordeling |

Nøglepersoner |

• 
  

  

  
  

  
  

  Jean-Claude Juncker Formand for Europa-Kommissionen
  

  
  

  
  


• 
  

  

  
  

  
  

  Donald Tusk Formand for Det Europæiske Råd
  

  
  

  
  


• 
  

  

  
  

  
  

  Antonio Tajani Formand for Europa-Parlamentet
  

  
  

  
  


• 
  

  

  
  

  
  

  Federica Mogherini Højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik
  

  
  

  
  


• 
  

  

  
  

  
  

  Mario Draghi Præsident for Den Europæiske Centralbank
  

  
  

  
  

Unionsborgerskab |

Uddybende artikel: Unionsborgerskab

Unionsborgerskab er en betegnelse for en række rettigheder, der er tildelt statsborgere i EU's medlemsstater. Unionsborgerskabet blev indført i 1992 ved vedtagelsen af Maastricht-traktaten. Enhver statsborger i en EU medlemstat har efter Maastricht-traktaten tillige Unionsborgerskab. Unionsborgerskabet giver en række rettigheder i form af bl.a. ret til fri bevægelighed og ophold inden for EU, stemmeret og valgbarhed til kommunalvalg og valg til Europaparlamentet samt diverse rettigheder knyttet til diplomatisk og konsulær beskyttelse.

Unionsborgerskab komplementerer nationalstaternes statsborgerskab, men erstatter ikke dette. Denne præcisering blev skrevet ind i Amsterdamtraktaten. Tanken på dette fælles borgerskab voksede frem i 1970'erne.

Traktater |

Grundlæggende traktater |

Uddybende artikel: Den Europæiske Unions traktatgrundlag

Den Europæiske Union er som en folkeretlig enhed etableret ved traktater indgået mellem stater. Traktaterne fastsætter unionens formål, værdier, procedurer, det institutionelle grundlag samt procedurer for indtræden i og udtrædelse af unionen. Traktatgrundlaget består i dag af to traktater:

Forfatningstraktaten |

Uddybende artikel: EU-forfatningstraktaten

Forfatningstraktaten

Konventet om fremtidens Europa, der blev ledt af den tidligere franske præsident Valéry Giscard d'Estaing, havde til opgave at udarbejde en skitse for et fremtidigt traktatgrundlag for det europæiske samarbejde. Efter adskillige års intense og ophedede diskussioner præsenterede konventet den 18. juni 2004 sit forfatningsforslag for Det Europæiske Råd, som på et efterfølgende møde den 29. oktober 2004 i Rom underskrev den ny forfatningstraktat. Forfatningstraktatens indhold havde til formål, at gennemføre væsentlige og gennemgribende reformere af Den Europæiske Unions eksisterende traktatgrundlag bl.a. ved at sammenskrive de eksisterende traktater i én tekst. Traktaten skulle efter planen træde i kraft i november 2006.

For at forfatningstraktaten kunne træde i kraft var det imidlertid en forudsætning, at den blev godkendt i samtlige medlemsstater efter en procedure, som medlemsstaterne selv fastsætter. For visse landes vedkommende betød det, at de lokale parlamenter kunne godkende forfatningstrakten, mens det i andre førte til, at der skulle afholdes folkeafstemning om, hvorvidt forfatningstraktaten skulle godkendes eller forkastes.

Forslaget, der var blevet vedtaget af en række stater, herunder Spanien ved en folkeafstemning, blev imidlertid forkastet ved en folkeafstemning i Frankrig den 29. maj 2005, og senere i Nederlandene den 1. juni 2005. En dansk folkeafstemning om spørgsmålet blev efter resultaterne i Frankrig og Nederlandene aflyst og over hele EU blev ratificeringsprocessen sat i bero, mens EU's stats- og regeringschefer indledte sig på en såkaldt "tænkepause". Denne tænkepause blev afsluttet med vedtagelsen af Lissabontraktaten, der indeholdt mange af forfatningstraktatens ændringsforslag, men disse var formuleret på en sådan måde, at de ændrede indholdet af de eksisterende traktater.

Danske forbehold |

Uddybende artikel: Det Nationale Kompromis

Danmark har en række forbehold i forhold til EU, der betyder, at Danmark står enten helt eller delvist uden for nogle samarbejdsområder.

De danske EU-forbehold omfatter:^[21]

• Euroen


• Forsvarssamarbejdet


• Samarbejdet om retlige og indre anliggender ("retsforbeholdet")


• Unionsborgerskabet

Euro-forbeholdet |

Euro-forbeholdet betyder, at Danmark ikke deltager i 3. fase af EU’s Økonomiske og Monetære Union (ØMU). Derfor er Danmark ikke forpligtet til at indføre Euroen som valuta i stedet for den danske krone. Forbeholdet medfører også, at Danmark ikke er med i Den Europæiske Centralbanks Styrelsesråd, samt at Danmark ikke kan pålægges økonomiske bøder.^[21]

Danmark deltager dog stadig i 2. fase af ØMU, hvilket betyder, at kronens kurs følger euroens kurs (ERM II), samt at Danmarks Nationalbank reelt fører en pengepolitik, der i høj grad ligner den af Den Europæiske Centralbank.^[21]

Den 28. september 2000 blev der stemt om at ophæve forbeholdet og indføre euroen. Her stemte et flertal på 53,2% nej, mens 46,8% stemte ja. Stemmeprocenten lå på 87,6%.^[21]

Forsvars-forbeholdet |

Forsvarsforbeholdet betyder, at Danmark ikke deltager i dele af EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik der omfatter forsvarsområdet. Således deltager Danmark ikke i EU's militære operationer. Dermed skal Danmark ikke stille op med soldater, militært udstyr eller medvirke til at finansiere operationerne - dog deltager Danmark stadig i civile operationer. Danmark har derfor ikke stemmeret i Ministerrådet, når der diskuteres forsvarspolitik, men kan dog stadigvæk deltage i generelle diskussioner om den europæiske forsvarspolitik.^[21]

Rets-forbeholdet |

Retsforbeholdet betyder, at Danmark står uden for EU’s samarbejde om grænsekontrol, udlændingepolitik, civilret, strafferet og politi. Den gang hvor samarbejdet var mellemstatsligt deltog Danmark, men da Lissabontraktaten d. 1. december 2009 gjorde samarbejdet overstatsligt stoppede Danmarks deltagelse i ny EU-lovgivning på området. Derfor er de regler der blev vedtaget før Lissabontraktat stadig gældende indtil de afløses af ny overstatslig lovgivning - hvilket Danmark ikke er med i. Med Lissabontraktaten fik Danmark muligheden for Danmark at ændre retsforbeholdet til en tilvalgsordning, hvor man fra sag til sag kunne vælge om man ville deltage i samarbejdet eller ej. Dette afviste Danmark d. 3. december 2015 ved en folkeafstemning, hvor 53,1% stemte nej, og 46,9% stemte ja. Her var stemmeprocenten på 72%. Folkeafstemningen var en reaktion på, at Europol overgik til overstatsligt samarbejde, hvilket Danmark ikke ville kunne deltage i pga. retsforbeholdet. Efter folkeafstemningen endte med et nej til tilvalgsordningen, har Danmark fået en aftale med Europol, hvor Danmark har adgang til søgninger i Europols database gennem ansatte i Europol.^[21]

Den eneste undtagelse fra retssamarbejdet er samarbejdet om visumregler samt Schengensamarbejdet.

Forbeholdet om unionsborgerskabet |

Det danske forbehold om unionsborgerskab blev indført, for at garantere at unionsborgerskabet ikke skulle udvikle sig til at træde i stedet for det nationale borgerskab. Denne garanti om at unionsborgerskabet er et suplement til det nationale borgerskab er siden hen blevet skrevet ind i lovteksten, så den gælder for alle lande. Derfor har Danmarks forbehold i dag ingen betydning.^[21]

Historisk baggrund for forbeholdene |

Et af Den Europæiske Unions bærende principper er forbuddet mod diskrimination på grundlag af nationalitet. EUF-traktatens artikel 18, der mest præcist bør beskrives som en generalklausul, indeholder således følgende bestemmelse: "Inden for traktaternes anvendelsesområde og med forbehold af disses særlige bestemmelser er al forskelsbehandling, der udøves på grundlag af nationalitet, forbudt."

Allerede ved sin indtræden i De Europæiske Fællesskaber i 1972 eksisterede der i Danmark en regel, der nationalitetsdiskriminerede og således begrænsede ikke-statsborgeres mulighed for at erhverve ferieboliger i Danmark. Eftersom en sådan regel var i strid med forbuddet mod diskrimination var det nødvendigt, at den danske stat sikrede sig en garanti for, at de danske regler ikke ville blive kendt ulovlige ved, hvad der dengang kaldtes EF-Domstolen. Medlemsstaterne nåede til enighed om, at Danmark kunne bibeholde sin bestemmelse og i 1992 blev denne beslutning indføjet i traktaten som Protokol om ejendomserhvervelse i Danmark.^[22]

Ved en folkeafstemning om Maastrichttraktaten i 1992 blev traktaten forkastet og den danske stat indledte derpå forhandlinger med de øvrige medlemsstater om etableringen af fire forbehold, for så vidt angår rækkevidden af samarbejdet. I henhold til Protokol om Danmarks stilling omfatter den danske stats medlemskab af EU ikke:^[21]Unionsborgerskab, Tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union (Euroen), Afgørelser og aktioner på forsvarsområdet, Overstatsligt samarbejde om retlige og indre anliggender.

Økonomi |

Med en samlet population på flere end 500 millioner indbyggere^[5] i 2010 genererer EU hvad der anslås at være 26% (USD 16.282 milliarder)^[11] af den globale økonomi, eller 20% (USD 15.170 milliarder) når man justerer for købekraftsparitet.^[12]

Medlemskabet af EU koster netto Danmark 7 mia. kr. om året^[23]. Dette skyldes iflg. professor i statskundskab på Københavns Universitet, Peter Nedergaard, primært to forhold: Dels at Danmark er for dårlige til at forhandle bl.a. landbrugsstøtte, dels at andre lande som Storbritannien og Sverige får rabat på deres kontingent til EU
^[23].

Befolkning |

Sprog |

Uddybende artikel: EU's officielle sprog

EU's officielle sprog er bulgarsk, dansk, engelsk, estisk, finsk, fransk, græsk, irsk, italiensk, kroatisk, lettisk, litauisk, maltesisk, nederlandsk, polsk, portugisisk, rumænsk, slovakisk, slovensk, spansk, svensk, tjekkisk, tysk og ungarsk. Som arbejdssprog internt i EU's institutioner bruges dog især engelsk, fransk og i mindre omfang tysk. Visse af EU's institutioner bruger færre sprog i deres interne arbejdsgange. Fx bruger EF-Domstolen kun fransk, og ECB (Den Europæiske Centralbank) benytter engelsk.

Kultur |

Europæisk kulturhovedstad (tidl. Europæisk kulturby) er et initiativ lanceret af EU's ministeråd i 1985, som har til formål at "bidrage til at bringe EU's befolkninger nærmere hinanden". Den europæiske kulturhovedstad udpeges hvert år af Rådet på grundlag af en henstilling fra Europa-Kommissionen.

Symboler |

Uddybende artikel: Europæiske symboler

EU’s fem symboler er ifølge artikel I-8 i udkastet til “En forfatning for Europa”:

• et Europaflag, der indeholder en cirkel bestående af tolv gyldne stjerner på blå baggrund.


• en hymne, der er hentet fra 4. sats af Ludwig van Beethovens niende symfoni.


• et motto (eller en devise), der lyder “Forenet i mangfoldighed”. (På latin: In varietate concordia).


• en møntfod, der hedder euroen.


• en Europa-dag, der skal fejres den 9. maj overalt i Unionen.

Se også |

• Danmarks medlemskab af EU


• Folkeafstemningen om Danmarks optagelse i EF

Noter |

Eksterne henvisninger |

• 
  Wikimedia Commons har flere filer relateret til Den Europæiske Union


• 
  Europæiske Union EU's officielle hjemmeside.


• Europa-Kommissionen i Danmark


• EU-oplysningen


• TV-programmer om EU på dansk


• eNyt om EU, EU-oplysningen


• EU-ABC på dansk


• Den nye EU-forfatningstraktat i læsevenlig udgave (pdf)


• 
  IATE (Inter-Active Terminology) for Europe

Organisationer for EU:

• Europabevægelsen


• Nyt Europa


• Europæisk Ungdom

Organisationer mod EU:

• Folkebevægelsen mod EU


• Ungdom mod EU

v d r Den Europæiske Union Belgien Bulgarien Cypern Danmark Estland Finland Frankrig Grækenland Holland Irland Italien Kroatien Letland Litauen Luxembourg Malta Polen Portugal Rumænien Slovakiet Slovenien Spanien Storbritannien og Nordirland Sverige Tjekkiet Tyskland Ungarn Østrig

v d r EU's institutioner Institutioner: Europaparlamentet Det Europæiske Råd Rådet for Den Europæiske Union Europa-Kommissionen Den Europæiske Unions Domstol ECB Revisionsretten Andre organer: Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg Regionsudvalget Ombudsmanden EU's institutioner

v d r Største byer i EU  EU 1.  Paris 10.197.678 2.  London 8.278.251 3.  Madrid 6.271.638 4.  Berlin 3.442.675 5.  Barcelona 3.186.461 6.  Athen 3.090.508 7.  Rom 2.743.796 8.  Budapest 2.503.205 9.  Lissabon 2.435.837 10.  Bukarest 2.000.000 11.  Wien 1.983.836 12.  Hamborg 1.774.224 13.  Warszawa 1.714.466 14.  Valencia 1.564.145 15.  Marseille 1.420.000 16.  Amsterdam 1.364.422 17.  Lyon 1.348.832 18.  München 1.330.440 19.  Milano 1.308.975 20.  København 1.308.893 21.  Stockholm 1.252.020 22.  Prag 1.249.026 23.  Sofia 1.249.000 24.  Porto 1.115.000 25.  Bruxelles 1.080.790 26.  Dublin 1.045.769 27.  Helsinki 1.036.290 28.  Birmingham 1.016.800 29.  Köln 998.105 30.  Napoli 963.357 31.  Torino 910.188 32.  Toulouse 850.873 33.  Liverpool 816.900 34.  Thessaloniki 790.824 35.  Leeds 770.800 36.  Kraków 754.854 37.  Łódź 744.541 38.  Riga 709.145 39.  Sevilla 703.206 40.  Zaragoza 699.755 41.  Frankfurt 671.927 42.  Palermo 657.935 43.  Sheffield 640.720 44.  Wrocław 632.240 45.  Genova 610.766 46.  Rotterdam 603.425 47.  Stuttgart 600.068 48.  Düsseldorf 586.217 49.  Dortmund 581.308 50.  Glasgow 580.690 Byer med fed skrift er med statistik fra 2010-2011. Byer med kursiv skrift er med statistik fra 2007-2009. Øvrige ligger forud.

Koordinater: 50°06′N 9°12′Ø / 50.1°N 9.2°Ø / 50.1; 9.2
LA-ikon