Se kilde til Græsk-italienske krig Navigationsmenu-revi-revi

-revi-revikontoindstillingerGræsk-italienske krig
Se kilde til Græsk-italienske krig

← Græsk-italienske krig
Spring til navigation
Spring til søgning
Du har ikke rettigheder til at redigere denne side af følgende grund:
Din IP-adresse er i en rækkevidde, der er blevet blokeret på alle wikier.
Blokken blev lavet af -revi (meta.wikimedia.org). Den begrundede begrundelse er: Open proxy: Leaky webhost: Contact stewards if you're affected.
Start af blok: 20. apr 2018, 16:52
Udløb af blok: 20. apr 2020, 16:52
Du kan kontakte -revi for at diskutere blokken. Du kan ikke bruge funktionen 'E-mail til denne bruger', medmindre en gyldig e-mail-adresse er angivet i dine kontoindstillinger, og du er ikke blevet blokeret fra at bruge den. Din nuværende IP-adresse er 2a02:4780:bad:11:fced:1ff:fe11:444, og det blokerede område er 2A02:4780:BAD:0:0:0:0:0/48. Indtast alle ovenstående detaljer i alle forespørgsler, du foretager.
Du kan se og kopiere kildeteksten for denne side
territorium = <br/><br/><br/>Den '''Græsk-italienske krig''' var en konflikt mellem kongeriget [[Italien]] og kongeriget [[Grækenland]], som varede fra [[28. oktober]] [[1940]] til [[23. april]] [[1941]]. Den udgjorde begyndelsen af [[Balkanfelttoget]] i [[2. Verdenskrig]]. Fra [[6. april]] [[1941]] intervenerede [[Nazityskland]] på Italiens side, og konflikten går herefter under betegnelsen [[slaget om Grækenland]]<br/><br/>== Regional politik ==<br/>I midten af 1940 var [[Benito Mussolini|Mussolini]] i stigende grad blevet jaloux over [[Adolf Hitler|Hitlers]] erobringer og ønskede at bevise overfor sin [[Aksemagterne|Aksepartner]], at han kunne lede Italien til tilsvarende militære succeser.<ref name="C247">Ciano (1946), 247<br />* Svolopoulos (1997), 272</ref> Italien havde besat [[Albanien]] i foråret 1939 og adskillige britiske støttepunkter i Afrika ([[Italiens erobring af Britisk Somaliland]] i sommeren 1940), men kunne ikke prale af sejre i samme størrelse som Nazityskland. Samtidig ville Mussolini understrege Italiens interesser på Balkan, som var truet af Tyskland. Han var pikeret af at Rumænien, et Balkanland i det der skulle være den italienske indflydelseszone, havde accepteret tysk beskyttelse af dets oliefelter ved [[Ploieşti]] midt i oktober foruden sikre baser hvorfra britiske interesser i det østlige Middelhav kunne angribes. <br/><br/>Efter at den græske diktator [[Ioannis Metaxas]] den [[28. oktober]] 1940 havde afvist et italiensk [[ultimatum]], som krævede besættelse af græsk territorium, invaderede italienske styrker Grækenland. Den græske hær svarede igen med et modangreb og tvang italienerne på tilbagetog, og i midten af december havde grækerne besat næsten en fjerdelel af Albanien og holdt 530.000 italienske tropper bundet. I marts 1941 slog en italiensk modoffensiv fejl efter mindre gevinster ved [[Himare]]<ref name="Bu76">Buell (2002), p. 76</ref>. I de første dage af april, mens [[slaget om Grækenland|det tyske angreb]] på Grækenland begyndte, genoptog den italienske hær sine angreb. Fra [[12. april]] begyndte den græske hær at trække sig tilbage fra Albanien for ikke at blive afskåret ved den hurtige tyske fremrykning. Den [[20. april]] kapitulerede den græske Epirosarmé til tyskerne, og den [[23. april]] blev våbenstilstanden udvidet til også at omfatte italienerne, hvilket i praksis afsluttede den græsk-italienske krig. <br/><br/>Den græske sejr over den indledende italienske offensiv i oktober 1940 var den første allierede sejr på landjorden i [[2. Verdenskrig]] og hjalp med til at hæve moralen i det besatte [[Europa]]. Nogle historikere hævder, at det kan have haft indflydelse på hele krigens forløb ved at have tvunget Tyskland til at udskyde invasionen af Sovjetunionen for at hjælpe Italien mod Grækenland. Dette førte til et forsinket angreb og udsatte de tyske styrker for betingelserne i den hårde russiske vinter, hvilket førte til deres nederlag i [[Slaget om Moskva]].<ref name="Riefenstahl">Riefenstahl (1987) p. 295</ref><br/><br/>== Baggrund ==<br/>=== Græsk-italienske forbindelser i starten af det 20. århundrede ===<br/>Lige siden [[Risorgimento|Italiens saming]] havde landet drømt om at opnå stormagtsstatus og eneherredømme i Middelhavet. Senere under den italienske fascisme blev etableringen at et nyt Romersk imperium, som omfattede Grækenland, ofte proklameret af Mussolini.<br/><br/>Allerede i [[1910'erne]] stødte italienske og græske interesser sammen over Albanien og [[Dodekaneserne]]. Albanien, Grækenlands naboland mod nordvest, var fra sin grundlæggelse i praksis et italiensk protektorat. Både Albanien og Grækenland krævede kontrol over det nordlige Epiros, som var beboet af en stor<ref>[http://web.archive.org/web/20060717050758/http://www.mfa.gr/www.mfa.gr/en-US/Policy/Geographic+Regions/South-Eastern+Europe/Balkans/Bilateral+Relations/Albania According to data presented at the 1919 Paris Conference, the ethnic Greek minority numbered 120.000.]</ref> græsk befolkningsgruppe. Yderligere havde Italien besat de overvejende græsk-befolkede dodekanesiske øer i den sydøstlige del af det Ægæiske hav siden den italiensk-tyrkiske hær i 1912, og selv om Italien lovede at give dem tilbage i [[Eleftherios Venizelos|Venizelos]]-[[Tommaso Tittoni|Tittoni]] overenskomsten i 1919 trak Italien senere sit tilsagn tilbage.<ref>Verzijl (1970), p. 396</ref> Der fandt sammenstød sted mellem de to landes tropper under [[Sèvres-traktaten|besættelsen af Anatolien]], og Italien hjalp tyrkiske nationalister i deres [[Græsk-tyrkiske krig (1919-1922)|krig mod Grækenland]]. I kølvandet herpå brugte Mussolinis nye fascistiske regering mordet på en italiensk general ved den græsk-albanske grænse til at [[Korfu episoden|bombardere og besætte Korfu]], den største af de [[ioniske øer]]. Disse øer havde været under [[Venedig|venetiansk]] styre indtil slutningen af det [[18. århundrede]] og et mål for italiensk ekspansionisme. Der fulgte en periode med normalisering, især mens [[Eleftherios Venizelos]] var premierminister i Grækenland ([[1928]]-[[1932]]) og underskrivelsen af en venskabsaftale mellem de to lande den [[23. september]] [[1928]].<br/><br/>På græsk side gjorde Venizelos store anstrengelser for at normalisere Grækenlands forhold til sine naboer. Efter den græsk-tyrkiske venskabstraktat i 1930 og [[Balkanpagten]] i 1934 var truslen fjernet fra Grækenlands traditionelle fjende Tyrkiet. Albanien var for svag til at være en trussel og Jugoslavien, som godt nok af og til pressede på for at få en "frizone" i Thessaloniki, vedligeholdt et godt forhold til Grækenland. Desuden følte begge lande sig truet af [[Bulgarien|bulgarsk]] revisionisme. Bulgarske tanker om at genvinde det vestlige [[Thrakien]] var den alvorligste udenrigspolitiske trussel, som Grækenland stod overfor i [[1930'erne]]. Da [[Ioannis Metaxas|Metaxas]] kom til magten i [[1936]], blev der lagt planer for en reorganisering af landets væbnede styrker og om en befæstet linje langs den græsk-bulgarske grænse. Linjen blev bygget og opkaldt efter lederen: "[[Metaxas Linjen]]". I de følgende år blev der investeret meget i at modernisere hæren. Den gennemgik en teknologisk opgradering og fik stort nyt udstyr og blev i det hele taget dramatisk forbedret i forhold til sin tidligere så beskæmmende tilstand. Den græske regering købte nye våben til de tre arméer, men på grund af de voksende trusler om krig i Europa blev de vigtigste køb i udlandet, som blev foretaget i [[1938]] og [[1939]] aldrig, eller kun delvis leveret. Det blev lavet en stor beredskabsplan og store mængder fødevarer og hjælpemidler blev oplagret af hæren rundt om i Grækenland til brug i tilfælde af krig.<br/><br/>=== Diplomatisk og militær udvikling 1939-1940 ===<br/>Den [[7. april]] [[1939]] [[Italiens invasion af Albanien|besatte Italien Albanien]] og fik hermed en direkte landgrænse til Grækenland. Denne handling forte til en britisk og fransk garanti af Grækenlands territoriale integritet, men for grækerne betød denne udvikling at alle tidligere planer blev skrottet, og man gik i al hast i gang med at forberede sig på et muligt italiensk angreb. Da krigen brød ud i Centraleuropa forsøgte Metaxas at holde Grækenland ude af konflikten, men som den skred frem følte han sig i stigende grad knyttet til Storbritannien, støttet af den anglofile kong [[Georg 2. af Grækenland]], som udgjorde den vigtigste støtte for regimet. Dette var ironisk, for Metaxas havde altid været tyskvenlig, og havde bygget stærke økonomiske bånd til Hitlers Tyskland. <br/><br/>På samme tid begyndte italienerne og især guvernøren over Albanien, Francesco Jacomoni, at rejse spørgsmålet om [[Cham-Albanere|den albanske minoritet i Cham]] i det græske [[Epiros]] som en måde at vinde albansk støtte på. Selv om det viste sig, at den albanske støtte til en "befrielse af Chameria" var afdæmpet sendte Jacomoni gentagne overoptimistiske rapporter til Rom om albansk støtte.<ref name = Fischer> publisher= C. Hurst & Co. Publishers </ref> I juni 1940 fandt man det hovedløse lig af Cham lederen Daut Hoxha i nærheden af landsbyen[[Vrina (Albanien)|Vrina]]. Hoxha havde været den militære leder i Cham og var stemplet som en bandit af den græske regering.<ref name = "Vickers, Miranda 2002">Vickers, Miranda. The Cham Issue – Albanian National & Property Claims in Greece. Paper prepared for the British MoD, Defence Academy, 2002.ISBN 1-903584-76-0</ref> Jacomoni beskyldte hemmelige græske agenter for mordet, og da sandsynligheden for et italiensk angreb blev større begyndte han at bevæbne irregulære albanske bander til brug mod Grækenland.<ref name = Fischer/><br/><br/>Kort efter [[slaget om Frankrig|Frankrigs fald]] rettede Mussolini sit fokus mod Grækenland. Ifølge notatet for [[3. juli]] 1940 i hans svigersøn og udenrigsminister grev [[Galeazzo Ciano]]s dagbog:<br/><blockquote>...Britiske skibe, måske endda fly får ly og bliver genoptanket i Grækenland. Mussolini er rasende. Han har besluttet at handle.</blockquote><br/><br/>Den [[11. august]] var beslutningen om krig taget: :<br/><blockquote>Mussolini forsætter med at tale om et lynangreb ind i Grækenland i slutningen af september<ref>Ciano (1947)</ref>. I mellemtiden blev den oprindelige italienske plan om at angribe Jugoslavien lagt på hylden på grund af tysk modstand og mangel på transportmidler.<ref name="knox79">Knox (2000), p. 79</ref></blockquote><br/><br/>Den [[12. oktober]] [[1940]] besatte tyskerne de rumænske oliefelter. Denne aktion, som han ikke var informeret om på forhånd, gjorde Mussolini rasende, da han anså det for en tysk indtrængen i Sydøsteuropa, som Italien hævdede var sin indflydelsessfære.. Tre dage senere indkaldte han til et møde i [[Rom]] for at diskutere invasionen af Grækenland. Kun generalstabschefen marskal [[Pietro Badoglio]], gjorde indvendinger og pegede behovet for at samle mindst 20 divisioner inden en invasion, men den lokale hærchef i Albanien, generalløjtnant [[Sebastiano Visconti Prasca]], hævdede, at der kun var brug for yderligere tre divisioner, og det først efter at den første fase af offensiven (erobringen af Epiros) var gennemført. Mussolini blev forsikret af sin stab om at krigen mod Grækenland ville være overstået på to uger og udenrigsminister [[Galeazzo Ciano]] (som sagde at han kunne regne med støtte fra adskillige græske personligheder, der ville være lette at købe) fik til opgave at finde en ''[[casus belli]]''<ref> Buell (2002), p. 52</ref>. Den følgende uge blev kong [[Boris 3. af Bulgarien]] inviteret med til at tage del i det kommende felttog mod Grækenland, men afslog Mussolinis invitation. <br/><br/>Et propagandakrig mod Grækenland blev startet i Italien og gentagne provokationer gennemført, såsom overflyvning af græsk område og flyangreb mod græske krigsskibe, og de kulminerede med at en italiensk ubåd torpederede og sænkede den lette græske krydser ''Elli'' i [[Tinos]] havn den [[15. august]] [[1940]] (en national religiøs helligdag). Trods de klare beviser på at Italien var ansvarlig bekendtgjorde den græske regering af angrebet var udført af en ubåd af ukendt nationalitet. Selv om facaden af neutralitet således blev opretholdt, var folket godt klar over hvem de skyldige var (og beskyldte Mussolini og hans udenrigsminister Count Ciano for at stå bag)<ref name="Bu54">Buell (2002), p. 54</ref>.<br/><br/>== Italiensk ultimatum og græsk reaktion ==<br/>'''Mussolinis tale i [[Palazzo Venezia]], 18. november 1940'''<ref>[http://cronologia.leonardo.it/storia/a1940h.htm Cronologia del Mondo]</ref><ref>MacGregor Knox ''Mussolini Unleashed, 1939-1941: Politics and Strategy in Fascist Italy's Last War'' (Cambridge University Press 1986), p. 261 isbn=0521338352</ref><br/><br/><br/>Om aftenen den [[28. oktober]] [[1940]] afleverede Italiens ambassadør i [[Athen]], Emmanuele Grazzi, et ultimatum fra Mussolini til Metaxas. Heri krævede Il Duce fri adgang for hans tropper til at besætte uspecificerede "strategiske punkter" på græsk område. Grækenland havde været venligt stemt overfor det [[Nazityskland|nationalsocialistiske Tyskland]], og især haft gav af gensidige handelsrelationer, men nu ville Tysklands allierede Italien invadere Grækenland. Metaxas afviste ultimatummet på fransk med ordene: "''Alors, c'est la guerre''" ("''Javel, det betyder krig''."). Herved genspejlede han det græske folks vilje til at yde modstand, en vilje som i befolkningen kom til udtryk i betegnelsen "Ohi-dagen", hvor Ohi betyder nej. I løbet af få timer begyndte Italien at angribe Grækenland fra Albanien. Krigsudbruddet blev først bekendtgjort af radioen i Athen tidliget om morgenen den 28. oktober med den berømte to-sætningers meddelelse fra generalstaben: "''Siden kl. 6.30 denne morgen, angriber fjenden vore forposter ved den græsk-albanske grænse. Vore styrker forsvarer fædrelandet.''". <br/><br/>Kort efter talte Metaxas til det græske folk med ordene: "''Tiden er kommet hvor Grækenland skal kæmpe for sin uafhængighed. Nu må vi vise os værdige overfor vore forfædre og den frihed de gav os. Grækere kæmp nu for jeres fædreland, for jeres koner, for jeres børn og hellige traditioner. Nu, frem for alt, kæmp!''"<ref>Hadjipateras (1996), p.???</ref>, den sidste sætning var et ordret citat fra [[Aischylos]] drama [[Perserne]]. Som svar på denne tale gik den græske befolkning efter sigende spontant på gaderne og sang patriotiske græske sang og råbte anti-italienske slogans, og mænd og kvinder i hundredtusindtal over hele Grækenland begav sig til hærens rekrutteringskontorer for at lade sig indrullere.<ref>Goulis and Maïdis (1967), p.??</ref> Hele nationen stod samlet overfor angressionen. Selv den fængslede leder af Grækenlands forbudte kommunistparti, [[Nikolaos Zachariadis]], udsendte et åbent brev, hvor han talte for modstand, trods den stadig eksisterende [[Molotov-Ribbentrop Pagten|Molotov-Ribbentrop Pagt]], og gik dermed imod [[Komintern]] linjen (i to senere breve beskyldte han Metaxas for at føre en "imperialistisk" krig og opfordrede græske soldater til at desertere og vælte regimet).<br/><br/>== Slagplaner og slagorden ==<br/>Fronten var ca. 150 km bred og bestod af særdeles bjergrigt terræn med meget få veje. [[Pindos]]bjergkæden delte i praksis området i to adskilte operationsområder: [[Epiros (region)|Epiros]] og det vestlige [[Makedonien]].<br/><br/>Ordren til at invadere Grækenland gav [[Mussolini]] til [[Pietro Badoglio]] og [[Mario Roatta]] den 15. oktober med forventning om at angrebet ville begynde i løbet af 12 dage. Badoglio og Roatta var forfærdede i betragtning af, at de efter ordre fra Mussolini havde hjemsendt 600.000 mand tre uger tidligere, for at skaffe arbejdskraft til høsten.<ref name="Bauer1"> Bauer (2000) pages 99</ref> I betragtning af, at det forventedes at en sejr ville kræve mindst 20 divisioner, at der i øjeblikket kun var 8 divisioner i Albanien og i betragtning af de albanske havne og vejes utilstrækkelighed ville det kræve mindst tre måneder at gennemføre de nødvendige forberedelser.<ref name="Bauer1"/> Nonetheless, D-day was set at dawn on 26 October.<br/><br/>Den italienske slagplan, med kodenavnet ''Emergenza G'' opererede med at landet skulle besættes i tre faser. Den første fase omfattede besættelsen af Epiros og de [[Ioniske øer]], efterfulgt, efter ankomst af forstærkninger, af et fremstød ind i det vestlige Makedonien mod [[Thessaloniki]], med henblik på at erobre det nordlige Grækenland. Efterfølgende skulle resten af landet besættes. Støtteangreb skulle gennemføres mod de ioniske øer samtidig med at der blev håbet på at [[Bulgarien]] ville intervenere og fiksere græske styrker i det østlige Makedonien. <br/><br/>Den italienske overkommando havde tildelt et korps til hvert operationsområde bestående af de tilstedeværende italienske besættelsesstyrker i Albanien. Det stærkeste var 25. "Ciamuria" korps i Epiros (som bestod af 23. infanteridivision "Ferrara" og 51. infanteridivision "Siena" samt 131. pansrede division "Centauro", i alt ca. 30.000 mand og 163 kampvogne) som efter planen skulle trænge i retning af [[Ioannina]], dækket på højre flanke af en lille styrke i brigadestørrelse – "Littoral gruppen" på ca. 5.000 mand lang kysten og på venstre flanke den alpinske elitedivision "Julia", som skulle trænge gennem [[Pindos|Pindos bjergene]]. 26 "Corizza" korps i den makedonske sektor (bestående af 29. infanteridivision "Piemonte", 49. infanteridivision "Parma" og med 19. infanteridivsion "Venezia" på vej fra den nordlige del af landet, i alt ca. 31, 000 mand) skulle oprindelig indtage en defensiv hgoldning. I alt udgjorde styrken, der stod overfor grækerne ca. 85.000 mand under kommando af [[Sebastiano Visconti Prasca]].<br/><br/>Efter den italienske besættelse af Albanien havde den græske generalstab forberedt "IB" (Italien-Bulgarien) planen, som forudså en kombineret offensiv fra Italien og Bulgarien. Planen gik grundlæggende ud på at indtage en defensiv holdning i Epiros, med en gradvis tilbagetrækning til en linje ved [[Arachthos]]floden-[[Metsovon]]-[[Aliakmon]]-[[Vermion bjergene]], mens man fastholdt muligheden for en begrænset offensiv i det vestlige Makedonien. Der var to varianter af planen for forsvar af Epiros, "IBa", som handlede om et fremskudt forsvar ved grænsen og "IBb", som handlede om forsvar var en mellemliggende stilling. Det var overladt til den lokale hærchef, generalmajor [[Charalambos Katsimitros]], at vælge hvilken plan, der skulle anvendes. En betydningsfuld faktor til fordel for grækerne var at de havde fået efterretning om en omtrentlig dato for angrebet og netop havde afsluttet en delvis mobillisering i områderne der stod overfor et italiensk angreb. <br/><br/>De græske hovedstyrker i det umiddelbare område ved krigens udbrud bestod af: I Epiros lå 8. infanteridivision, fuldt mobiliseret og klar til et fremskudt forsvar ved sin kommandant, generalmajor Katsimitros. I det vestlige Makedonien lå en styrke i korpsstørrelse kaldet ''Tmēma Stratias Dytikēs Makedonias'' (TSDM) under generalløjtnant [[Ioannis Pitsikas]], som bestod af "Pindos styrken" (''Apospasma Pindou'') i regimentsstørrelse under oberst [[Konstantinos Davakis|Davakis]], 9. infanteridivision og 4. infanteribrigade. De græske styrker var på omkring 35.000 mand, men kunne hurtigt forstærkes med omkringliggende enheder fra det sydlige Grækenland og Makedonien. <br/><br/>Grækerne havde en lille fordel i, at deres divisioner havde 30% mere infanteri (tre regimenter i modsætning til italienernes to<ref name="Walker1"> Walker (2003), p. 22-23</ref><ref>[http://www.comandosupremo.com/ItalianArmy3.html Italian Army OrBat på ''Comando Supremo'']</ref>) og lidt mere middelsvært artilleri og maskingeværer end de italienske,<ref name="Buell 2002, p. 37">Buell (2002), p. 37</ref> men de havde ingen kampvogne, og italienerne kunne regne med fuldstændigt herredømme i luften overfor det lille kongelige hellenske luftvåben. Hertil kom, at hovedparten af det græske udstyr stadig var fra 1. verdenskrig, eller stammede fra lande såsom [[Belgien]], [[Østrig]] og [[Frankrig]], som nu var besat af [[Aksemagterne]], hvilket betød, at det var svært at få reservedele og passende ammunition. Mange af de højtstående græske officerer var imidlertid veteraner fra næsten 10 års fortsatte krige (fra [[Balkankrigene]] i [[1912]]-[[1913]] via [[1. Verdenskrig]] til den [[Græsk-tyrkiske krig (1919-1922)]] og trods de begrænsede midler havde den græske hær forberedt sig på den kommende krig i slutningen af [[1930'erne]]. Hertil kom at den græske moral, i modsætning til de italienske forventniunger, var høj, og mange var ivrige efter at hævne sænkningen af den græske krydser ''Tinos''.<br/><br/>== Faser i felttoget ==<br/>=== Indledende italienske offensiv (28. oktober 1940 – 13. november 1940) ===<br/>[[Fil:GreekItalianinitialItal.JPG|Den indledende italienske offensiv, oktober-november 1940|thumb|300px]]<br/><br/><!-- filer ikke på Commons<br/>[[Fil:NellEpiro.jpg|thumb|250px|right|Den indledende italienske fremrykning blev hyldet af de italienske aviser]]<br/>[[Fil:Metahamogelostaheili1940.jpg|thumb|250px|right|Græsk soldat.]] --><br/><br/>Den græsk-italienske krig startede med at italienske styrker indledte en invasion af Grækenland fra albansk område. Invasionsstyrken omfattede adskillige hundrede indfødte albanere og Cham'er i sortskjorte bataljoner tilknyttet den italienske hær. Deres indsats var imidlertid ringe, da de fleste albanere var dårligt motiverede og enten deserterede eller løb over til fjenden. De italienske hærchefer, og Mussolini, brugte senere albanerne som syndebukke for det italienske nederlag.<ref name = Fischer/><br/><br/>Disse to albanske bataljoner, nemlig bataljonerne ''Tomorri'' og ''Gramshi'', blev opstillet i den italienske hær blot tre måneder inden invasionen, og under den græsk-italienske krig løb hovedparten af den over til den græske hær. Lederen af de to bataljoner, Spiro Moisiu, blev øverstkommanderende for den albanske anti-fascistiske armé og endte med at blive leder af den albanske hær efter krigen.<ref name = historia>Anamali, Skënder and Prifti, Kristaq. Historia e popullit shqiptar në katër vëllime. Botimet Toena, 2002, ISBN 99927-1-622-3.</ref><br/><br/>Italienerne angreb om morgenen den [[28. oktober]] og trængte de græske forposter tilbage. "Ciamuria" korpset med "Ferrara" og "Centauro" divisionerne i spidsen angreb i retning af Kalpaki (Elaia), mens Littoral gruppen rykkede frem på højre fløj langs kysten og sikrede sig et brohoved over [[Kalamas]]-floden. Italienerne stod overfor vanskeligheder på grund af terrænets beskaffenhed med deres lette [[L3/35]] tanketter og middeltunge [[Fiat M13/40]] kampvogne, som ikke kunne klare det bakkede terræn og de mudrede stier, der fungerede som veje.<br/><br/>Den [[31. oktober]] bekendtgjorde den italienske overkommando, at "Vore enheder fortsætter med at rykke ind i Epiros og har nået floden Kalamas på flere steder. Dårligt vejr og modstand fra de retirerende fjendtlige styrker forsinker ikke vore troppers fremmarch". Men i virkeligheden blev den italienske offensiv gennemført uden overbevisning og uden et overraskelsesmoment (end ikke ved luftangreb, som gik i vasken på grund af dårligt vejr<ref name="Walker1"/>), under en ledelse, som var usikker og delt af indbyrdes rivalitet, og allerede var ved at blive udmattet. <br/>Dårligt vejr til søs gjorde det umuligt at gennemføre en forventet landgang på Korfu.<ref name="Bu54"/> Den [[1. november]] havde italienerne erobret [[Konitsa]] og var nået frem til den græske hovedforsvarslinje. Samme dag fik det albanske krigsområde tildelt højere prioritet end [[Afrika]] af den italienske overkommando.<ref>Knox (2000), p. 80</ref> Mens trods gentagne angreb lykkedes det ikke for italienerne at gennembryde de græske stillinger, og angrebene blev indstillet den [[9. november]].<br/><br/>En større trussel mod de græske stillinger udgjordes af fremrykningen af den 10.800 mand stærke 3. alpinske division "Julia" over [[Pindos]]bjergene mod [[Metsovon]], hvilket truede med at afskære de græske styrker i Epiros fra dem i Makedonien. "Julia" opnåede succes i starten og brød gennem den centrale del af oberst Davakis' styrke. Den græske generalstab beordrede straks forstærkninger til området, som hørte under 2. græske korps. En første græsk modoffensiv blev indledt den 31. oktober og fik ikke større succes. Efter at have tilbagelagt 40 km gennem bjergene i isnende lykkedes det 2. november for "Julia" divisionen at erobre [[Vovousa]], 30 km nord for Metsovon, men det stod klart at divisionen havde manglede mandskab og forsyninger til at fortsætte overfor de ankommende græske reserver.<ref name="Bauer2"> Bauer (2000), p. 105</ref><br/>Græske modangreb førte til generobring af adskillige landsbyer, inklusiv Vovousa den 4. november, så "Julia" divisionen blev praktisk taget omringet. Prasca forsøgte at forstærke den med den nyligt ankomne 47. infanteridivision "Bari" (som oprindelig var bestemt for invasionen af [[Korfu]]), men den ankom for sent til at ændre udfaldet. I det næste dage kæmpede den alpine division tappert i skrækkeligt vejr og under konstante angreb fra den græske kavaleridivision under ledelse af generalmajor [[Georgios Stanotas]]. Den 8. november var chefen for "Julia", general Mario Girotti, tvunget til at give sine styrker ordre til at trække sig tilbage via [[Smolikas]] bjerget mod Konitsa. Dette kæmpende tilbagetog varede i adskillige dage indtil grænseområdet den 13. november var ryddet for italienske tropper, hvilket betød afslutningen på "[[slaget om Pindos]]" med en fuldstændig græsk sejr.<br/><br/>Da italienerne ikke foretog sig noget i det vestlige Makedonien flyttede den græske overkommando 3. korps (10. og 11. infanteridivision og kavaleribrigaden under generalløjtnant [[Georgios Tsolakoglou]]) ind i området den 31. oktober og beordrede det til at angribe ind i Albanien sammen med TSDM. Af logistiske årsager blev angrebet flere gange udskudt indtil den 14. november.<br/><br/>Den uventede græske modstand overraskede den italienske overkommando, som ventede en militær "udflugt". Adskillige divisioner blev skyndsomt sendt til Albanien og planerne om støtteangreb på græske øer blev endegyldigt opgivet. Rasende over mangelen på fremgang ændrede Mussolini på hærledelsen i Albanien og udskiftede Prasca med general [[Ubaldo Soddu]], hans tidligere vicekrigsminister, den 9. november. Straks efter sin ankomst beordrede Soddu sine styrker i defensiven. Det stod klart at den italienske invasion var slået fejl.<br/><br/>=== Græsk modoffensiv og dødvande (14. november 1940 – 8. marts 1941) ===<br/><!-- filer ikke på commons<br/>[[Fil:Efodos1940.jpg|thumb|200px|right|Maleri som viser græske soldater under et bajonetangreb.]]<br/>[[Fil:Greeks New Year 1941.jpg|thumb|200px|right|Græske soldater fejrer nytårsdag 1941 på den albanske front]]--><br/>[[Fil:GreekItalianGreekCounter.JPG|thumb|300px|Det græske modangreb]]<br/><br/>Græske reservister begyndte at nå frem til fronten i begyndelsen af november, samtidig med at Bulgariens passivitet tillod den græske overkommando at overføre hovedparten af dens divisioner fra den græsk-bulgarske grænse og indsætte dem på den albanske front. Det gjorde det muligt for den græske øverstkommanderende, generalløjtnant [[Alexandros Papagos|Papagos]] at opnå talmæssig overlegenhed i midten af november, inden han iværksatte sin modoffensiv. Walker<ref>Walker (2003), p. 28</ref> citerer, at grækerne havde en klar overvægt på 250.000 mand mod 150.000 italienere da det græske modangreb blev sat ind, og kun de 6 alpine italienske divisioner var trænet og udstyret til krig i bjergene. Bauer<ref name="Bauer2"/> anfører, at den 12. november havde [[Alexander Papagos|general Papagos]] over 100 infanteribataljoner ved fronten, som kæmpede i terræn de kendte, sammenlignet med under 50 italienske bataljoner. <!--Eleven infantry divisions, two infantry brigades and one cavalry division opposed fifteen Italian infantry divisions and one tank division.<ref>''The Oxford Companion to World War II'' (1995), p.508 Failed verification--My copy has nothing about this on p.508. Can someone else check this?--</ref> .....I checked, it says nothing and the sentence is contrary to common knowledge of the campaign. But interestingly I have two other sources that say quite the opposite – so I am including those--><br/><br/>TSDM og 3. Korps, som til stadighed var blevet forstærket med enheder fra hele det nordlige Grækensland indledte deres angreb den 14. november, i retning af [[Korçë|Korytsa]]. Efter intense kampe ved den befæstede grænselinje brød grækerne igennem den 17. og indtog Korytsa den 22., men på grund af manglende beslutsomhed i den græske overkommando fik italienerne mulighed for at trække sig tilbage og omgruppere og undgik dermed et fuldstændigt sammenbrud.<br/><br/>Angrebet fra det vestlige Makedonen var kombineret med en generel offensiv langs hele fronten.<ref>last= </ref> 1. og 2. korps rykkede frem i Epiros og efter hårde kampe erobrede de [[Sarandë|Agioi Saranda]], [[Pogradec]] og [[Gjirokastër|Argyrokastron]] i starten af december og [[Himarë|Himara]] på juleaftensdag, og havde dermed besat praktisk taget hele det sydlige Albanien (kaldet "nordlige Epiros" af grækerne). En sidste græsk succes bestod i at erobre det strategisk vigtige og kraftigt befæstede Klisura pas den 10. januar ved 2. Korps. Men det lykkedes ikke for grækerne at bryde igennem til Berat, og deres offensiv mod Valona slog fejl. Under kampen om Valona led italienerne alvorlige tab i deres 7. infanteridivision ''Lupi di Toscana'', ''3. alpine division ''Julia'', 24. infanteridivision ''Pinerolo'' og ''5. Alpine Division ''Pusteria'' men i slutningen af januar blev den græske fremrykning endelig stoppet på grund af en kombination af at Italien endelig havde opnået en numerisk overlegenhed og at grækerne stod i en vanskelig logistisk situation. <br/><br/>I mellemtiden var general Soddu midt i december blevet udskiftet med general [[Ugo Cavallero]]. Den 4. arts sendte briterne deres første konvoj med tropper og forsyninger til Grækenland under kommando af generalløjtnant Sir [[Henry Maitland Wilson]]. Styrkerne bestod af fire divisioner med 57.000 tropper mand, hvoraf to af divisionerne var pansrede<ref>Buell (2002), p. 75</ref>.<br/><br/>Det følgende citat opsummerer på passende vis begivenhederne både i form af et fremragende græsk forsvar af deres fædreland, og den dårligt forberedte italienske fiasko: <br/>citat<br/><br/>=== Italienske forårsoffensiv og det tyske angreb (9. marts 1941 – 23. april 1941) ===<br/>Hovedartikel<br/>[[Fil:GreekItalian2ndItal.JPG|thumb|300px|Den italienske forårsoffensiv]]<br/>Dødvandet fortsatte, trods lokale kampe, da begge sider ikke havde den fornødne styrke til at iværksætte et stort angreb. Trods deres gevinster var grækerne i en prekær situation, da de omtrent havde tømt deres nordlige grænse for mænd og våben for at understøtte den albanske front, og de var for svage til at kunne modstå et eventuelt tysk angreb via Bulgarien. <br/><br/>Italienerne derimod ville opnå en succes på den albanske front inden den forestående tyske intervention og samlede styrker for at iværksætte en ny offensiv med kodenavnet "Primavera" (forår). De opstillede 17 divisioner over grækernes 13, og under [[Mussolini]]s personlige overvågning iværksatte de et beslutsomt angreb mod Klisura Passet. Angrebet varede fra 9. – 20. marts, men det lykkedes ikke for italienerne at slå grækerne tilbage og de opnåede kun mindre gevinster såsom Himare, området ved Mali Harza og Trebescinibjerget ved Berat.<ref name="Bu76"/> Herefter og indtil det tyske angreb den 6. april fortsatte dødvandet, med kun begrænsede operationer på begge sider. <br/><br/>I forventning om et tysk angreb tilrådede briterne og nogle grækere til en tilbagetrækning af Epiros hæren, så der var stærkt påkrævede tropper og udstyr til at slå tyskerne tilbage. Men nationale følelser umuliggjorde en opgivelse af så hårdt vundne stillinger, på trods af militær logik, og en tilbagetrækning overfor de slagne italienere blev anset for at være vanærende. Derfor blev hovedparten af den græske hær stående dybt inde i Albanien mens det tyske angreb nærmede sig. General Wilson hånede denne tøven som "den fetishistiske doktrin om at ikke en meter land skulle afgives til italienerne" og kun seks af 21 græske divisioner stod til rådighed til at modstå det tyske angreb<ref>De Felice (1990), p. 125</ref>.<br/><br/><!-- fil ikke på commons<br/>[[Fil:Tsolakoglou-jodl-ferrero-1941-04-23.jpeg|thumb|250px|right|Tsolakoglou diskuterer den 2. og afsluttende protokol om overgivelse af den græske Epirosarmé med den tyske general [[Alfred Jodl]] og den italienske general Ferrero. Thessaloniki, 23. april 1941.]] --><br/><br/>Den 6. april genoptog italienerne deres offensiv i Albanien i sammenhæng med den tyske [[Operation Marita]]. De indledende angreb gjorde ikke større fremskridt, men den 12. april beordrede den græske overkommando, som var bekymret over de tyske styrkers hurtige fremtrængen, en tilbagetrækning fra Albanien. Den italienske 9. armé erobrede Korçë den 14. april efterfulgt af Ersekë tre dage senere. Den [[19. april]] besatte italienerne de græske bredder af [[Prespasøen]] og den [[22. april]] nåede det 4. Bersaglieri Regiment broen i grænselandsbyen Perati og krydsede ind på græsk område den følgende dag. <br/><br/>I mellemtiden blev den græske Epirosarmé afskåret den [[18. april]] da elementer af den motoriserede ''Leibstandarte SS Adolf Hitler'' [[brigade]] erobrede [[Metsovon]] Passet efter at have overvundet den stedlige græske modstand. Den næste dag faldt [[Ioannina]] til tyskerne, hvilket fuldendte isoleringen af den græske armé. Da han var klar over hvor håbløs hans situation var, afløste generalløjtnant [[Georgios Tsolakoglou|Tsolakoglou]], i enighed med en række andre generaler men uden tilladelse fra Papagos, hærchefen generalløjtnant Pitsikas og tilbød hærens overgivelse til [[Sepp Dietrich]] den [[20. april]], først og fremmest for at undgå den følte forsmædelse ved at skulle overgive sig til italienerne.<ref>Keegan, p. 157</ref> Overgivelsesbetingelserne blev vurderet som ærefulde, da den græske hær ikke blev taget som fanger, og officererne fik lov at beholde deres våben. Mussolini blev imidlertid rasende over denne ensidige overgivelse, og efter mange protester overfor Hitler blev overgivelsesceremonien gentaget den [[23. april]] så der også kunne være italienske repræsentanter til stede. <br/><br/>Den [[24. april]] mødtes de italienske tropper med de tyske styrker, som angreb [[Attica]] området ved [[Athen]], mens de slagne britiske styrker begyndte deres evakuering og Bulgarien invaderede det nordlige græske område omkring [[Xanthi]]. Den [[3. maj]] efter den endelige erobring af [[Kreta]], blev der gennemført en stor tysk-italiensk militærparade i Athen som fejrede Aksemagternes sejr. Det var efter sejren i Grækenland (og Jugoslavien) at Mussolini begyndte at omtale [[Middelhavet]] som "mare nostrum" (latin for "vores hav") i sin propaganda.<br/><br/>== Flåde operationer ==<br/>Ved krigsudbruddet bestod den græske flåde af den gamle krydser ''Averof'', 10 destroyere (4 gamle af ''Theria'' klassen, 4 forholdsvis moderne af ''Dardo'' klassen og 2 nye af ''Greyhound'' klassen), adskillige torpedobåde og 6 gamle undervandsbåde. Stillet over for italienernes store [[Regia Marina]], var dens rolle primært begrænset til patruljeringog konvojtjeneste i det Ægæiske hav. Dette var af afgørende betydning for såvel hærens mobilisering som for den generelle forsyning af landet. Konvojruterne var truet af italienske fly og undervandsbåde, som opererede fra de [[Dodekanesiske øer]].<br/><br/>Alligevel gennemførte græske skibe begrænsede offensive operationer mod italiensk skibsfart i [[Otrantostrædet]]. Destroyerne gennemførte tre modige men forgæves natlige angreb (14.-15. november 1940, 15.-16. december 1940 og 4.-5. januar 1941). De største succes stod ubådene for. Det lykkedes dem at sænke nogle italienske transportskibe. På italiensk side fortsatte italienske krydsere og destroyere med at operere trods de alvorlige tab af slagskibe i [[slaget ved Taranto|angrebet på Taranto]] fra den britiske flåde. De italienske enheder beskyttede konvojer mellem Italien og Albanien. Den 28. november 1940 bombarderede en italiensk eskadre Korfu og den 18. december og 4. marts beskød italienske eskadrer græske kyststillinger i Albanien. <br/><br/>Fra januar 1941 bestod den græske flådes hovedopgave i at eskortere konvojer til og fra [[Alexandria]], i samarbejdet med den britiske flåde. Da overførslen af det britiske ekspeditionskorps begyndte i starten af marts besluttede den italienske flåde at sejle imod det. Da den britiske flåde var velinformeret herom gennem opsnappede [[Enigma]]-kodede meddelelser opfangede og besejrede den britiske flåde den italienske flåde afgørende i [[slaget ved Kap Matapan]] den [[28. marts]] [[1941]]<br/><br/>Med starten af den tyske offensiv den 6. april ændrede situationen sig hurtigt. Tysk kontrol i luften førte til store tab for den græske og den britiske flåde, og tyske styrkers besættelse af fastlandet og senere Kreta var tegn til en afslutning af allierede overfladeoperationer i græsk farvand indtil [[felttoget i Dodekaneserne]] i 1943.<br/><br/>== Efterspil ==<br/>Aksemagternes besættelse af Grækenland<br/>Med [[Slaget om Kreta|Kretas fald]] i maj 1941 var hele Grækenland under kontrol af Aksemagterne. I de næste tre år blev landet udsat for en barsk besættelse af tyske, italienske og bulgarske styrker. I det besatte land blev der etableret en effektiv modstandsbevægelse, som sørgede for befrielse af en stor del af bjergområderne på fastlandet i [[1944]]. Samtidig deltog græske tropper og skibe sammen med briterne i [[Felttoget i Nordafrika]] og efterfølgende i [[Felttoget i Italien]]. Med den tyske tilbagetrækning fra [[Balkanhalvøen]] i oktober-november blev Grækenland, bortset fra nogle isolerede øer med tyske garnisoner, befriet. Snart efter blev landet imidlertid opslugt i en ny konflikt, den [[Græske borgerkrig]].<br/><br/>== Betydning for 2. Verdenskrig ==<br/>Trods det at Aksemagterne endte med at sejre i det græske felttog havde den græske modstand mod den italienske invasion ifølge flere historikere stor betydning for forløbet af 2. verdenskrig. <br/>Det er blevet hævdet, at behovet for tysk indgriben på Balkan forsinkede [[Operation Barbarossa]] og forårsagede tab, især af fly og faldskærmsjægere, under den luftbårne invasion af Kreta, der havde betydning for resultatet. I en samtale med [[Leni Riefenstahl]] sagde Hitler bittert, at "hvis italienerne ikke havde angrebet Grækenland og fået brug for vores hjælp, ville krigen have forløbet anderledes. Vi kunne være kommet den russiske kulde i forkøbet med flere uger og erobret [[Leningrad]] og [[Moskva]]. Der ville ikke have været et [[slaget om Stalingrad|slag om Stalingrad]]".<ref name="Riefenstahl"/> Hertil kom, at behovet for at besætte landet, holde partisanaktiviteten nede og forsvare det mod allierede aktioner bandt adskillige tyske og italienske divisioner i Grækenland under hele krigen. Nogle populære historikere, såsom [[Antony Beevor]] hævder, at det ikke var den græske modstand, som forsinkede Aksemagternes invasion af Sovjetunionen, men derimod den langsommelige etablering af flyvepladser i Østeuropa.<ref>Beevor, pages 230</ref><br/><br/>På samme tid forårsagede den græske modstand i den sidste ende en allieret indgriben. Beslutningen om at sende britiske styrker til Grækenland i 1941 var hovedsageligt politisk motiveret, og set i bakspejlet vurderede den britiske generalstabschef [[Alan Brooke]] at det var "en klar strategisk fejltagelse", da den flyttede tropper fra [[Mellemøsten]] til Grækenland på et kritisk tidspunkt. Disse tropper var utilstrækkelige til at stoppe den tyske invasion, men kunne have spillet en afgørende rolle i [[Felttoget i Nordafrika]] og have bragt det til en vellykket afslutning langt tidligere. <br/><br/> Hitler ringer til Mussolini:<br />"Benito er du ikke i Athen endnu?"<br />"Jeg kan ikke høre dig Adolf."<br />"Jeg siger: Er du ikke i Athen endnu?"<br />"Jeg kan ikke høre dig. Du må ringe langt væk fra, formentlig London."<br/><br/><br/>Det moralske eksempel, som blev givet på et tidspunkt hvor kun det britiske imperium kæmpede mod Aksemagterne, med et lille land, som modstod det fascistiske Italien, blev afspejlet i den overvældende ros, som den græske kamp fik på daværende tidspunkt. Mest tydeligt er citatet fra [[Winston Churchill]]:<br/><blockquote>Herefter vil vi ikke sige, at grækerne kæmper som helte, men at heltene kæmper som græskere.<ref>[http://www.greece.org:8080/opencms/opencms/HEC_Projects/OXI/OXI-SEVEN.en.pdf Reflections on the 65th Anniversary of the day Greece answered no and once again changed the course of history, af Chris P. Tomaras] hentet 10. oktober 2006</ref></blockquote><br/><br/>Den franske general [[Charles de Gaulle]] var blandt dem som roste vedholdenheden i den græske modstand. I en officiel note, som blev offentliggjort så det faldt sammen med den græske fejring af uafhængighedsdagen den [[25. marts]] udtrykte de Gaulle sin beundring for den heroiske græske modstand: <br/><br/><blockquote>I det fangne men stadig levende franske folks navn ønsker Frankrig at sende sine hilsener til det græske folk, som kæmper for sin frihed. Den 25. marts 1941 er Grækenland på toppen af sin heroiske kamp og er på toppen af sin ære. Siden [[slaget ved Salamis]] har Grækenland ikke opnået den storhed og ære, som det har i dag.<ref>Fafalios and Hadjipateras, P. 157</ref></blockquote><br/><br/>Grækenlands tilslutning til de allierede bidrog også til dens annektering af de italiensk besatte, men græsk befolkede [[Dodekanesiske øer]] i [[1947]] efter afslutningen af 2. verdenskrig.<br/><br/>== Højtideligholdelse af den græsk-italienske krig ==<br/>Krigen i 1940, som populært kaldes ''Épos toú Saránda'' (græsk: ''Έπος του Σαράντα'', dvs. ''eposset i fyrre'') i Grækenland og den græske modstand mod Aksemagterne feltligholdes hvert år i Grækenland den 28. oktober, den dag [[Ioannis Metaxas]] afviste det italienske ultimatum. Det er en national festdag i Grækenland som kaldes "nej'ets dag". En militærparade finder sted i [[Thessaloniki]] (og falder dermed sammen med byens årsdag for befrielsen under den [[Første balkankrig]] og festen for byens skytspatron, [[St. Demetrius]]). Der er studenterparader i Athen og andre byer. I flere dage har mange offentlige og private bygninger flaget hejst. I dagene op til jubilæet udsender radio og tv ofte programmer om 1940 eller sender græske patriotiske sange, især de med [[Sophia Vembo]], en sangerinde hvis sange fik umådelig stor popularitet under krigen. Den fungerer også som en mindedag for de "mørke år" under [[Aksemagternes besættelse af Grækenland]] (1941-1944).<br/><br/>== Militære erfaringer fra krigen ==<br/>General [[Sebastiano Visconti Prasca]] anfører i sine erindringer at det fejlslagne felttog fortrinsvis skyldes dårlig organisation, personlige dagsordener, korruption og manglende samarbejde mellem de øverste italienske generaler. Prasca sammenlignede den hårdnakkede græske modstand i Epiros med tyrkernes i [[slaget ved Gallipoli]] under 1. verdenskrig.<ref>Lamb (1998), pages 291-292</ref> Samtidig er Prasca en af de som anses for hovedansvarlig for undervurderingen af den græske hærs styrke, for at have lavet utilstrækkelige planer og føre den italienske hær ud i sin fejltagelse i Epiros bjergene.<ref>De Felice (1990), p. 107</ref> De italienske styrker stod i høj grad overfor taktiske problemer, da de var forholdsvis svage på infanteriområdet med kun to regimenter pr. division<ref name="Buell 2002, p. 37"/>. Men italienerne var overlegne i artilleri og morterer og havde absolut herredømme i luften, om end det ikke lykkedes dem at udnytte det ordentligt. Dårlig motivation, i modsætning til grækerne, og det vanskelige terræn i Epiros, som var en fordel for det græske forsvar, spillede også en rolle for resultatet. <br/><br/>Imidlertid begik italienerne primært fejl på det strategiske niveau – dvs. Mussolini og overkommandoen. Knapt en måned inden invasionen, den [[1. oktober]] [[1940]], beordrede Mussolini demobilisering af halvdelen af den italienske hær, et tiltag som blev accepteret af generalstaben, selv om general [[Mario Roatta]] advarede om at en stor del af hæren ville blive ubrugbar i mange måneder.<ref name="knox79" /> Hertil kom, at den vedvarende undervurdering af det græske beredskab dømte felttoget til at mislykkes allerede fra starten. Som den italienske historiker Renzo De Felice skrev: "Den militære overlegenhed (numerisk og teknologisk) var altid, i de første måneder af krigen på grækernes side. Italienerne havde kun otte divisioner i Albanien (og to af disse stod overfor den jugoslaviske hær) i oktober 1940 mens grækerne i starten havde 14 divisioner, som var veltrænede i at kæmpe i deres bjergrige terræn. Den græske hær brugte alle til rådighed stående ressourcer på at gennemføre deres sejrrige forsvar og modangreb. Som følge heraf blev det tyske angreb i [[Operation Marita]] kun mødt med begrænset modstand fra de udmattede grækere i april 1941"<ref>De Felice (1990), p. 87-88</ref> En anden bemærkelsesværdig fejl ved den italienske offensiv bestod i, at der ikke blev gjort angreb på de [[Ioniske øer]] eller [[Kreta]], som var oplagte og forholdsvis udækkede mål, og kunne have givet Italien stærke fremskudte flåde og flybaser.<br/><br/>== Fodnoter ==<br/>2<br/><br/>== Referencer ==<br/>* year=2000<br/>* title=Crete: The Battle and the Resistance <br/>* cite book <br/>* last=Cervi <br/>* Ciano, Count Galeazzo (1947). ''The Ciano Diaries 1939-1943'', Mudderidge Ed. London<br/>* cite book <br/>* Goulis and Maïdis, ''Ο Δεύτερος Παγκόσμιος Πόλεμος'' (''The Second World War''), (in Greek) (Filologiki G. Bibi, 1967)<br/>* Hadjipateras, C.N., ''Greece 1940-41 Eyewitnessed'', (Efstathiadis Group, 1996) ISBN 960-226-533-7<br/>* author=Hellenic Army General Staff <br/>* David Irving, ''Hitler's War and the War Path'' (2002). ISBN 1-872197-10-8<br/>* cite book <br/>* first=MacGregor <br/>* ''La Campagna di Grecia'', Italian official history (in Italian), 1980.<br/>* Lamb, Richard (1998). ''Mussolini as Diplomat''. London: John Murray Publishers. ISBN 0-88064-244-0<br/>* Mack Smith, Denis (1976). ''Mussolini's Roman Empire'' Fromm Ed. London (1949).<br/>* Papagos, Alexandros (1949). ''The Battle of Greece 1940–1941'' Athens: J.M. Scazikis “Alpha”, editions. ASIN B0007J4DRU.<br/>* Prasca, Sebastiano Visconti (1946). ''Io Ho Aggredito La Grecia'', Rizzoli.<br/>* Ian Allan Pubs. ''The Balkans and North Africa 1941-42 (Blitzkrieg Series #4)''.<br/>* Leni Riefenstahl, ''Leni Riefenstahl: A Memoir.'' (Picador New York, USA. 1987) pages 295 ISBN 0-312-11926-7<br/>* last=Rodogno<br/>* ''The Greek Army in World War II'', A six volume series, Greek official history (in Greek).<br/>* title=International Law in Historical Perspective <br/>* first=Ian W.<br/>* publisher=Scarletta<br/><br/>== Eksterne kilder ==<br/>* [http://www.inilossum.com/2gue_HTML/2guerra1940-12A.html Billeder fra den indledende italienske offensiv i Epiros]<br/>* [http://www.comandosupremo.com/Greece1940.html Commando Supremo: Invasionen af Grækenland 28. oktober, Italiens slagorden]<br/>* [http://www.comandosupremo.com/ItalianArmy3.html Commando Supremo: Den italienske hær]<br/>* [http://www.ilduce.net/ottobre1940.htm Grækenland: Oktober 1940] it sprog<br/>* [http://pheidias.antibaro.gr/1940.htm Greece of OXI] (græsk: Η Ελλάς του ΟΧΙ)<br/>* [http://ww2greece.wargaming.info/ Forsvaret af Grækenland 1940-41 hjemmeside]<br/>* [http://www.svetskirat.net/istorija/grcka.htm græsk-italienske krig] sr sprog<br/><br/>2. verdenskrig<br/><br/>[[Kategori:Slag i Middelhavsområdet under 2. verdenskrig]]<br/>
Skabeloner der er brugt på denne side:
Skabelon:2. verdenskrig (redigér)
Skabelon:Artikel eller andet (vis kilde) (semibeskyttet)
Skabelon:Citat (vis kilde) (semibeskyttet)
Skabelon:Citation/core (vis kilde) (semibeskyttet)
Skabelon:Cite book (vis kilde) (semibeskyttet)
Skabelon:Cite news (vis kilde) (semibeskyttet)
Skabelon:Column-width (vis kilde) (semibeskyttet)
Skabelon:Flagikon (vis kilde) (beskyttet)
Skabelon:Flagland (vis kilde) (semibeskyttet)
Skabelon:Hovedartikel (vis kilde) (semibeskyttet)
Skabelon:Hovedartikler (vis kilde) (semibeskyttet)
Skabelon:Infoboks militær konflikt (vis kilde) (semibeskyttet)
Skabelon:It sprog (redigér)
Skabelon:Kilde nyheder (vis kilde) (semibeskyttet)
Skabelon:Lande data Albanien (redigér)
Skabelon:Lande data Grækenland (vis kilde) (semibeskyttet)
Skabelon:Lande data Kongeriget Italien (redigér)
Skabelon:Lande flagikon2 (vis kilde) (beskyttet)
Skabelon:Lande flagland2 (vis kilde) (beskyttet)
Skabelon:Link (vis kilde) (beskyttet)
Skabelon:Main other (vis kilde) (semibeskyttet)
Skabelon:Multiparametre (vis kilde) (semibeskyttet)
Skabelon:Navboks (vis kilde) (semibeskyttet)
Skabelon:Reflist (vis kilde) (beskyttet)
Skabelon:Sprogikon (vis kilde) (semibeskyttet)
Skabelon:Sr sprog (redigér)
Skabelon:WPMILHIST Infoboks style (vis kilde) (semibeskyttet)
Skabelon:Wikidata image (vis kilde) (beskyttet)
Modul:Arguments (vis kilde) (semibeskyttet)
Modul:Navbar (vis kilde) (semibeskyttet)
Modul:Navboks (vis kilde) (semibeskyttet)
Modul:Tjek for ukendte parametre (vis kilde) (beskyttet)
Tilbage til Græsk-italienske krig.
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/wiki/Græsk-italienske_krig"
Navigationsmenu

(window.RLQ=window.RLQ||[]).push(function()mw.config.set("wgBackendResponseTime":212,"wgHostname":"mw1323"););
This page is only for reference, If you need detailed information, please check here
搜尋此網誌

Etydhv
